Kolorteland

Portrætfotos

2012-01-27T13:14:00.001+01:00

Det er slet ikke til at forstå - men lige om lidt kommer foråret igen. Sidste forår var jeg underdrejet pga. graviditet, men formåede alligevel at få taget lidt billeder til mit fotofirma. Jeg fik ikke gjort ret meget mere ved det...

Nu er energi og tid der igen. Og jeg har pillet de skønneste fotos frem! Lidt tid og kærlighed ved dem gør, at denne dejlige kvinde også er blevet fanget så hun ligner den million hun er!! Jeg er simpelthen så glad for dette foto, for det fanger alt det jeg ønsker at udtrykke som fotograf: farvespil, romantik, kant og glimt i øjet!

Nu kommer foråret igen, og jeg satser på flere - mange flere - fotosessions som denne - uden kvalme og bræk, forstået! Det jeg glæder mig aller mest til i det nye år, er at kunne fokusere på opgaven, give inspiration og lyst - og få kvinder til at føle sig som verdens centrum for en dag...

Huskeliste

2012-01-15T18:02:00.000+01:00

Hvad vil jeg gerne nå i min barsel? Lige sådan nu? Af håndarbejde, vel at mærke...

Jeg har lavet en helt og aldeles uprioriteret liste:

Sy Thildes oldemor-firkant-tæppe færdigt (læs: hæfte ender og hækle sammen... suuuuuk)
Strikke Fiona-top til Selma. Og måske Thilde.... og...
Strikke sweater til Anna str 8 år - ved ikke helt endnu hvilken.
Diverse hatte og vanter og strømper (kan blive ved, sidste strik-hat blev væk samme dag som den blev taget i brug. Også suuuuuuuk)
Strikke min Amanda cardigan færdig

Sy tæppe af alle rester.
Sy små bukser str 68 til Selma
Sy pæn kjole til pænt brug til Anna
Pyjamas til Thilde

...og det er så de ting der enten mangler fysisk, eller f.eks. at lave et tæppe, så der kan blive plads i sy-skabet (hvilket måske også er et rent fysisk behov).

Når jeg det? Næppe... men det er godt at have en lille liste at gå efter, når lysten griber en. Det gør den ofte. Men lige om lidt kan vi også komme ud og rode i haven. Og så skulle de indendørs ting gerne være overståede...

Fod-flødeskum

2012-01-11T10:53:00.000+01:00

At stikke fødderne i flødeskum må være den blødeste fornemmelse jeg kan forestille mig (fik jeg sagt at jeg godt kan li' flødeskum??). Derfor skrev jeg disse skønne hjemmesko/hyggesokker på min ønskeseddel, vel vidende at for 400krs flødeskum var nok lige i overkanten.
Men jeg er inde i en periode, hvor jeg øver mig i ikke at skamme mig over, at jeg elsker ting, at jeg godt kan lide nye ting, og at jeg ønsker mig ting. Jeg tror det er et led i min "bliv-et-bedre-menneske"-proces. Jeg har nemlig haft tendensen til, at det at ønske sig nyt var "dårligt" (se bare Mother Theresa, ønskede hun sig måske nyt hele tiden?? Eller Gandhi? Nej vel, griskhed dermed påvist!). Men for mig er ting mere end bare ting. Ting er drømme... Ting kan være en smuk lampe, eller det kan være en tegning. Det kan være en fingerring eller planter til haven.

For mig er min ønskeseddel noget, som jeg skriver "mig" på. Jeg bruger tid på at surfe rundt (jeg ser det lidt som istedet for at vindues-kigge). Ser jeg noget pænt lægger jeg billedet i en mappe, så jeg kan kigge på det igen. Og jeg skiver ting på som jeg synes definerer hvad jeg er/gerne vil være...
Det der ryger i mappen er ting som på en eller anden måde inspirerer. Jeg behøver ikke skulle eje alle tingene, eller have præcise kopier... men de sætter tanker i gang.

Disse sko fik jeg ikke i julegave... men de blev sat ned med 50% her i januar. Og så er det i orden at proppe fødderne i det varmeste, blødeste flødeskum. De sender følelse af vellyst gennem kroppen når jeg mærker efter på mine fødder, og det er en underlig følelse af at gå med bare tæer, men bare pakket varmt ind. De er bløde, står fast på alt og bedst af alt: man kan beholde dem på når man går op i sofaen....
Det kan godt være at Mother Theresa IKKE gik i Falke Cottage hjemmesko. Det er mest synd for hende! Hvis du har lyst, kan du finde dem her. Fod-flødeskum rules, og jeg tror faktisk måske det var sådan Jesus havde det, da han gik på vandet....

Der syes igen!

2012-01-08T15:40:00.001+01:00

Efter næsten et år uden trang til symaskine og overlock, ja så har lysten i den grad indfundet sig. Jeg har længe villet, men nu er overskuddet så stort, at det bliver til noget. Med to piger i bagagen kunne man tænke at babytøjsbunken var ret stor. Men bukser var der ikke meget af, faktisk ikke nogen som kunne bruges længere. Så frem med maskinen og i gang.

Jeg syede stjernebukserne i løbet af 40 minutter - inklusiv kaffepause og surfning på nettet ind imellem. Det blev restebunken der gav materialerne, som alle er kommet herfra engang. Om de har det længere vides ikke, men så kan du finde noget andet lækkert! Stof&Stuff er min lokale stof-pusher (som også har åbnet butik i Århus), og jeg håber at komme derned en del mere i år!

Resultatet var så vellykket at jeg straks fandt frem til to par mere. Mønsteret kommer herfra, det er den såkaldte "Form 2" - og jeg valgte at lave et par små fløjlsbukser i rødt babyfløjl med nogle rester som pynt, samt favoritskråbånd. Også fra Stof &Stuff.

Jeg havde glemt hvor skønt det er at sy babytøj. For det første er det hurtigt overstået, og for det andet kan man i den grad få brugt alle rester. Drømmen i bunke-nedbringningen er at få lavet et patchwork-tæppe af de sidste små rester. Det bliver også lækkert.

Uden sammenligning

2012-01-05T08:55:00.000+01:00

Sammenligning er af det onde, jeg ved det godt. Og mit moderskab kan heller ikke sammenlignes denne gang med de andre. Ikke fordi de to andre har været til rotterne, men fordi at jeg denne gang har to erfaringer med i bagagen. Det kan mærkes. Måske er Selma nem at aflæse - eller også har jeg bare træningen i at se om det er bøvs eller bæ der giver mavepine. Jeg synes ihvertfald det går godt. Men jeg når stadigvæk lige så lidt som i de andre barsler. Dagene går, og julekort og barnedåbs invitation (til senere denne måned) ligger stadigvæk på skrivebordet. Men også denne gang kan jeg mærke en forskel. " Det går nok" er mantraet. "Kommer tid, kommer råd".

Jeg kunne fortsætte. I dag når jeg at skrive på min blog. Og komme til samtale i børnehaven om vores skolemodne barn - Thilde er blevet indskrevet i skolen. Uha! De bliver så store. Og mens jeg kan se Selma vokse mellem fingrene på mig, får jeg øje på mit ældste barn.

Sådan så hun ud, da hun for 7½ år siden lå i liften på Edouard Suensonsgade i Århus. Og skreg, og ville spise. Det virker som i går.
Nu? Det er hende der går rundt med sin identiske, forsinkede tvilling, som elsker at kramme med sin storesøster. Og uden sammenligning, så bliver Selma vist vores alles rosin i pølseenden, som bliver overøst med kærlighed. For når Annas arme er blevet lange af at bære, står der en villig Thilde i kø til at blive den næste til at holde, synge og ae.
Uden sammenligning, så er vi vist heldige alle sammen!

Listen rundt

2011-12-09T10:20:00.000+01:00

Der sker ikke meget her. Der listes rundt. Der soves på sofa med varm baby ovenpå maven. Der drikkes kaffe og romtoddy, og spises et lille marcipanbrød i ny og næ. Der snuses til den vidunderlige nakke som dufter sødt af baby og mælk. Der kigges dybt i de mørkegrå øjne som er begyndt at følge rigtigt meget med.
Med andre ord: livet nydes og vi er evigt taknemmelige!

Det er ikke fordi jeg har lyst, men jeg trænger!

2011-11-21T15:02:00.003+01:00

Vi er hjemme. Og selvom nætterne går med at give mad, halvslumre og skifte ble, så er jeg alligevel ualmindeligt frisk. Sådan føles det ihvertfald. De sidste to dage har min belønning for velfortjent arbejde indendøre med amning, putning og nårh ja, mere putning, været en tur i haven. Bare en time eller halvanden. Med et skuffejern, gummistøvler og arbejdshandsker. Jeg tror egentligt slet ikke jeg nogensinde har været så længe i haven i midten af november. Og selvom titlen på dette indlæg kunne tyde på tvang, så er det med selvsamme ironi - jeg både har lyst og trænger til havetid, at det skal forståes. Lyst til jord under neglene. Lyst til at mærke livet i haven, dufte den fugtige jord og glo lidt op i himlen.

I dag fik jeg lyst til liiiige at lægge mig lidt på bænken og strække mavemusklerne ud. Er egentlig slet ikke sikker på at det er skidesmart at gå i gang med at skuffe og rive her på 10.dagen efter et kejsersnit. Men hvad - og som jeg lå der og lyttede til haven, kiggede op i grå skyer og mærkede luften omkring mig, gik det op for mig at jeg ikke har været i så meget ro siden jeg som barn kunne ligge sådan i timevis (sådan føltes det ihvertfald). Jeg bare var, mærkede og nød. Det var en rar følelse, og jeg føler mig skudt godt i gang med en ny æra i mit liv. Måske en periode der lige nu lægger op til fordybelse, nydelse og ro. Jeg trænger!

En hel uge....

2011-11-18T12:14:00.000+01:00

Hun kom til os i fredags, klokken 11 minutter over halv ni. Jordemoderen ledte febrilsk efter et eller andet tal med ellve der kunne matche de andre i Selmas fødselsdag. Det fik hun. Så nu har hun været vores i en hel uge og lidt til.

Hun er noget af det smukkeste jeg længe har set (faktisk ikke set smukkere siden 2006 og 2004). Den menneskelige hjerne er så godt indrettet, at man øjeblikkeligt bliver forelsket i ens egne børn.
Hende jeg ikke vidste manglede i vores familie, er landet et sted midt imellem det hele. Når jeg sidder og kigger på smukke hende, kan jeg se både Anna og Thilde i hendes træk. Men hun er sig selv og sin egen, og hun har været mild og rolig, tålmodig og skøn i den uge vi har fået lov til at lære hende at kende.

Nu er hun en selvfølge, noget vi absolut ikke kunne undvære. Og hun viser mig igen, at kærlighed ikke skrumper ind af at blive delt. Der er uendeligt meget der venter på at folde sig ud til hende også, mit hjerte har fundet et helt særligt sted til hende, sammen og hver for sig med de andre to.

Og de andre to skønne piger? Thilde elsker hende også. Vi er faktisk overraskede over, at det er hende der øser SÅ meget kærlighed ud over hende. I dag sad hun og snakkede med hende, inden hun skulle i børnehave. "Åh, min helt egen særlige Selma" sagde den stolte storesøster, da hun sad en guldstund og kiggede ind i de små øjne der ikke ser så meget, men som er åbne og lyttende, registrerende og som alligevel fortæller os en masse.
Anna - hun har travlt. Og er måske også den som har det hårdest. Hun mærker tabet, og har sagt at hun ville ønske at vi bare var os 4 og Trunte igen. Ikke fordi jeg tror hun synes Selma tager noget fra hende konkret. Men man mærker nok, at ens mor har ligget brak adskillige måneder, og at far har løbet solen sort. I dag henter jeg Anna lige efter skole. Og så skal vi bage småkager og spille 31. Hun har fået lov til at bestemme. Thilde har legeaftale i byen, så vejen til en særlig Anna-stund er forhåbentligt lagt.

Og jeg ved, at vi alle elsker vores helt særlige Selma, helt særligt meget, men på hver vores måde. Hvor er jeg taknemmelig for at hun kom til os!

Noget om fødselsdage...

2011-11-07T09:40:00.001+01:00

En særlig tid er ved at være ovre. En tid med utallige løbeture til toilet, en følelse af egen krop der i den grad har overtaget styringen fra min hjerne, og en tid hvor det jeg synes er sjovt, spændende og som gør livet værd at leve, har været i baggrunden. Med andre ord: min tredie graviditet. Barnet der bare ville være med i vores familie. Hun er klar lige om lidt.

Jeg har fået brev ind af døren - mød venligst op torsdag kl. 10 til indlæggelse med henblik på kejsersnit fredag d. 11. 11. 11. Se det er en fødselsdag vi kan huske! Det burde vi ihvertfald. Det er tidligere end vi havde regnet med, men hun er stor, vokser rigtigt meget (læs: ja, hun bliver tyk, basun-engel-diabetiker-barn-kan-ikke-forklare-hvorfor), og jeg har rigelige mængder fostervand. Som i så meget at grafen ikke kunne vises på computerskærmen.
Nu har jeg det faktisk fint nok med ikke at være "normal", meeen alligevel. De mange ekstra kilo der kun sidder på maven gir ondt i ryg, hofter og knæ. Til gengæld er de søde scannedamer helt vilde med at scanne min store mave, og måle fostervandsmængde. For meget vand giver meget plads - og vi har fået et par rigtigt gode 3D billeder af dem derude. De bliver nemligt ekstra gode når bebs ikke er klemt helt sammen.

Vi tror hun kommer til at hedde Selma. Det hedder hun ihvertfald lige nu. For sådan et billede er nemlig ikke bare "baby" eller "den" længere - det er hende. Et smugkig ind i hendes verden.

Vi er kommet til at snakke om vores fødselsdage. Hvad skete der egentlig på den dag? Hvem er ellers født på min fødselsdag?
Jeg fandt gode, gamle wikipedia frem, og søgte på familiens fødselsdage. Det er faktisk sjov læsning. Og vi har også lige taget Selmas formodede fødselsdag med... hvis hun altså bliver derinde til på fredag!

http://da.wikipedia.org/wiki/11._november
http://da.wikipedia.org/wiki/25._juni
http://da.wikipedia.org/wiki/8._september
http://da.wikipedia.org/wiki/8._juli
http://da.wikipedia.org/wiki/22._december

Tjek da lige din egen dag ud!!

Smukt og makabert....

2011-10-15T11:02:00.000+02:00

Om små fjorten dage får jeg et helt, dødt og slagtet lam hjem til min fryser. Sådan en basse skal der laves plads til, og jeg går lige nu målrettet efter at få luget ud i kummefryseren. Et altid tilbagevendende problem. Der dukker frugt op fra sidste år, og er det ikke synd ikke at bruge det?? Og hvad var det lige der lå i den der pose, som jeg husker at have stået og bundet knude på og tænkte "det kan jeg sagtens huske" fordi jeg var doven og ikke gad finde en sprittush.

I sommers plukkede jeg 5kg solbær. Ikke nogen idylliske billeder dér, for det var hårdt, uoverskueligt og kvalmt. De røg i fryseren med det samme, med tanke på solbærsaft til forkølelsesstunder i efteråret.

I dag blev det til sidste etape. Jeg fik kogt saft af bærene forleden, men ligesom med så andet i denne tid, strandede det på trappestenen udenfor. Her til morgen skulle det være! Nu står saften og bliver kogt op med sukker, og her dufter af Ribena i hele huset. Solskins-bena... mmmmm.
Saften er tyk, rød som blod og klar til flasker lige om lidt. Jeg tror vi skal have et glas eller to her i efterårsferien... og pigerne synes altid det er sjovt at drikke "blod". Man er vel lidt vampyr....

Fra den ene ende af barometeret til den anden...

2011-10-08T20:40:00.000+02:00

Sidste weekend legede vi i haven. Iført det rene ingenting sad vi og nød en sensommer-eftermiddag med friskplukkede hindbær og flødevafler bagt ved bordet. Havebordet, vel at mærke!

I dag står den på varme sokker, jakker, trøjer og flot vejr på vej hjem fra svømmehallen. Det er lidt forunderligt at tænke på, at jeg her i nat skal ligge og ryste ved tanken om nattefrosten tager de få georginer jeg har tilbage, og som først lige er begyndt at give blomster. For 6 dage siden gik jeg i sandaler og bare ben hjem fra en dejlig aften sammen med min mand.

I det mindste kan man lave vafler ligegyldigt om det er varmt eller koldt. Min mors flødevafler var det vi altid fik når det var advents-søndage. De smager himmelsk uden noget, men på en fed og ret hurtig kvalm måde. Vi fik dem nu spist alligevel. Men portionen her var noget jeg engang tænkte var passende for os, ihvertfald hvis man har planer om at spise andet resten af dagen:

MORS FLØDEVAFLER

200g mel
2 spsk sukker
2 dl koldt vand
75g smeltet smør
3 dl fløde
Vanilliesukker

Mel, sukker og vanilliesukker udrøres i det kolde vand. Tilsæt smeltet smør. Fløden piskes til skum og vendes i dejen.
Bages i vaffeljernet til gyldne og sprøde.

En dejlig sommerdag...

2011-10-02T18:09:00.003+02:00

... her i oktober. Hvad får man tiden til at gå med? Vandkamp selvfølgeligt! Iført badedragter, svømmevinger og propfyldte våben.

Der tages sigte... Ingen slap forbi. Man blev jagtet ned langs havegangen. Og det var koldt. Men hvor fedt er det ikke lige, at vi i oktober kan rende rundt med numsen bar? Mine unger leger i vand mellem nedfaldsblade. Det er vildt surrealistisk. Men ingen klager! I går fik jeg min "ilddåb" i vinterbadeklubben. Det føles lidt som snyd, at man bagefter kunne sidde og nyde solskinnet på kroppen, med udsigt over en smuk Århus Bugt. Det var himmelsk.
I dag tror jeg pigerne har haft det himmelsk, med badevinger und alles....

KolortelandNEWS

2011-09-30T09:23:00.002+02:00

September. Den susede lige forbi uden at vi rigtigt opdagede det. Heldigvis har vi haft gode øjeblikke og dage, hvor det vi elsker så meget er blevet tydeligt: Fødselsdag, hvor familie og venner kigger forbi. Hele 5 år blev hende Thideberg. Det var en dejlig dag, hvor der blev pakket gaver ud fra morgenstunden.

En tur på Skejby Sygehus kunne det også blive til samme dag. Det var ret fantastisk at stå med Thilde samme sted, 5 år efter hendes fødsel derude. Vi så lillesøster, farmor var med og vejret var fantastisk. For Thilde var det en stor oplevelse at sidde i Skejbys kantine og nyde en is med farmor...

Der blev skreget på behørig vis, da kagekonen blev halshugget til familiefesten lørdag. Vi havde en rigtig dejlig dag, og til vores store overraskelse kom næsten alle gæster, så der var fuldt hus.
Thilde bad dog venligst, da hun blev puttet i seng efter en lang dag, at "næste gang mor, så skal der altså ikke være så mange gæster. De må gerne give mig gaverne, men de må gerne blive væk"... Ok så. En lille pige siger at hun foretrækker noget mindre, hvilket jeg faktisk synes er ret flot. Så må forældrene få stillet deres gæste-lyst andre dage....
Vi har tegnet lillesøsterhoveder på os selv og hinanden, man kan NÆSTEN kalde det en tradition. Det er ihvertfald 2. gang mig og Anna gør det, og Thilde syntes det var ret fantastisk at være med denne gang.

Det blev også til en enkelt søndagstur ud i det blå - meget blå og varme vejr i søndags. Vi drog til Moesgård Strand med tæpper og madpakker. Himmel og hav stod i et, i den smukkeste og mest disede farve. Der blev badet med bar rumpe, slikket solskin og set på marsvin/øresvin der svømmede tæt på kysten.

Bagefter nydning tog vi til Moesgård Museum. Sidst jeg havde ungerne med på museum, var det Silkeborg Museum, hvor der var Kaffe Fassett strikkeudstilling. Tollundmanden og Ellingepigen kom ligesom med ind af bagdøren, og viste sig at være DET pigerne syntes var aller mest interessant.

Så derfor håbet om endnu et moselig kunne vække interesse.

Det gik faktisk fint. Hvad kan man forvente? Der var bred enighed blandt de adspurgte børn om, at Grauballemanden "var klam". En helt anden kategori end Tollundmanden, mente de bestemt. Og hvorfor? Jo, fordi han havde så flade baller... Det er hårdt at føre sig frem som moselig, jeg siger det bare!

Oh baby!

2011-09-29T12:26:00.000+02:00

I dag er der 7 uger til baby/lillesøster skal komme ud. Bare sådan cirka, men det føles rart at sige højt. Jeg skal have et planlagt kejsersnit, fordi jeg de to andre gange har fået akut kejsersnit. Mine børn vil ikke ud af sig selv. Thilde vendte sig decideret på tværs. Og det føles faktisk overraskende rart at vide, at en dato er en dato. Det er der jo ellers ikke meget af i sådan en graviditet.

Jeg har egentligt termin 1. december, men fordi jeg de to andre gange har haft en moderkage der ikke virker så godt i 38. uge, så er de blevet enige om at vi i denne omgang lige så godt kan tage konsekvensen af det. Jeg skal have kejsersnit i midten af november, og indtil videre hedder det sådan cirka d. 17.-18.-stykker. Plus minus.. Det kommer jo an på arbejdsplaner og plads på sygehus. Jeg er bare glad for afkortningen af bræk-helvede med 14 dage.

Imens venter vi. Og i lørdags ville min søde mand gerne prøve at tage billeder i mit fotostudie. Det var sundt nok at prøve at være model. Pludselig blev jeg bevidst om ting jeg tager for givet - ting jeg føler mig frem til når jeg tager billeder, tanker der udvikler sig undervejs og som skal afprøves. Jeg troede egentligt at jeg bare tog billeder, men kunne godt se at jeg lægger en del af mig selv i den kreative proces, og at det ikke nødvendigvis kan kopieres bare sådan lige...

Jeg synes det blev nogle dejlige billeder. Det her er min farvorit...

Det hele kongerige

2011-09-28T09:14:00.001+02:00

Tiden går. Stille og roligt nogen dage, med overskud til strikketøj i sofa og et enkelt spil Spejle Æg. Andre dage slet ikke. Men et enkelt færdigt projekt er det blevet til. "Det hele kongerige", også kendt som det famøse Mary-svøb (her skal Mary udtales på dansk, vigtigt, vigtigt). Det er simpelthen magen til det svøb, som landets små prinser og prinsesser er blevet båret ud af Rigshospitalet i. Og der er vil ingen grund til at nævne, at SÅ må det være godtnok til mit kommende barn?? Intet mindre kan vel gøre det?? Spøg til side, så har jeg syntes det var smukt lige siden jeg så lille prins Christian i det. Med Thilde blev det ikke. Så hvorfor ikke udnytte denne bonus-omgang til at strikke lidt baby-lækkert? Særligt når nu bebs bliver født i november/december hvor der er brug for lune tæpper at blive svøbt i....

Det blev en længere jagt efter hvidt uld, som var tilpas flødefarvet til min smag. Og som samtidigt kan smides i en vaskemaskine på 30 grader. Det endte med en Qualitas Sock, som har den rette farve, blødhed og praktiske egenskaber. Jeg har brugt 6 nøgler, og fandt opskriften her. Det har ikke været det letteste strikketøj jeg har lavet, men med god mulighed for at lære at lave takker. Og da jeg først havde lært at memorere de 12 pinde hver tak består af, gik det faktisk meget hurtigt.

Nu drømmer jeg om overskud til små, bløde velourbukser, lækre små undertrøjer med smukke knapper og enkelte projekter til mig selv. En amme-venlig cardigan til ømme bryster, f.eks. Er begyndt at strikke på "Overblik" af Anette Danielsen. Om det lidt senere. Lige nu trevler jeg op, tæller og strikker om. For når man falder i søvn, eller render til toilettet, er det svært at holde styr på opstart af mønster. Jeg tror jeg når dertil i dag, hvor det kan køre på automatpilot. Håber jeg. Ellers må jeg tage en lur med mit kongerige....

Billedløs...

2011-08-19T07:54:00.000+02:00

Man skulle tro, at jeg ville lægge billeder ud hele tiden, når nu jeg har fået nyt kamerahus i starten af sommerferien. Men lige nu kan jeg ikke behandle billeder. Og man bliver ret handikappet. Jeg er i tænkeboks.
Men jeg lever. På halvt blus, og kvalmen ligger stadig som en tung dyne. Jeg synes jeg er blevet bedre til at leve med den. Men jeg kan ikke fremvise fine sy-ting, lækker strik eller dejlig mad. Det bliver ikke rigtigt til noget.
I dag tisser det ned, og billeder ville være deprimerende mørke. Jeg har kun en aftale i dag - akupunktur hos egen læge. Bagefter står den på sofa, og det strikketøj jeg har gang i. Et lækkert babytæppe - Det hele kongerige - som måske (med nuværende hastighed) kan nå at blive færdig til når baby kommer ud.. Eventuelt en kop varm the eller kakao... Det lyder faktisk ikke ret dårligt!

KolortelandNEWS

2011-08-07T11:53:00.000+02:00

Endelig tid og overskud til en omgang KolortelandNEWS. For her sker da lidt nyt ind imellem. Vi har fejret min 35 års fødselsdag i starten af juli - den skulle selvfølgelig fejres på græsk restaurant (for jeg har lige pt. en feta-fetish, som kun kan skyldes graviditet). Jeg fik feta på 5 forskellige måder, og var dybt lykkelig. Blev fejret af mand og børn med manér (og viser gerne min højtelskede gave lidt senere).

Anna fik blæksprutteringe, og så var hun glad! Hun elsker at være på restaurant ligesom sin mor, og vi smovsede.Thilde derimod bestilte en tør pølse med tørt brød - og aldrig har jeg set en tjener gnække så meget i skægget - her en mulighed for at sælge en såkaldt børnemenu med et minimum af udgifter! Men alle var glade, så skidt pyt!

Der kysses, for når man har fødselsdag, så skal man altså kysses - meget!

Det afgørende bevis på at "Den Gamle Græker" er en dejlig restaurant må være, at ungerne fik en is af dem. De var simpelthen så glade og taknemmelige for det, de to unger. For Far og Mor havde bestilt noget "specialmenu" som skulle dække over enorme mængder mad til få penge. Der var lammekoteletter, græsk bøf, souvlaki og stegte grøntsager med græsk salat og kartofler. Forinden havde vi fået 5-6 forskellige slags dyppe-dyp, små indbagte rejer, blæksprutter og som sagt feta i forskellige afskygninger. Nøj hvor var vi mætte. Nøj, hvor var det dejligt. Og ikke mindst var det en oprejsning for min tiltro til at jeg nogensinde kom på restaurant med mine børn igen... jeg siger bare, for 3 år siden var restaurantbesøg på min fødselsdag IKKE et hit - se selv her.

Vi har også haft vores fantastiske tur til Framnäs. Måske vil jeg skrive lidt om det, hvis energien er til det...

Da vi kom hjem, hentede vi Thildes nye briller. Hun er så stolt, og vi er så glade for dem. Det er såkaldte "titaniumFLEX" briller, tysk prima kvalitet, og de kan bøjes og bukkes i alle retninger, og finder bare sin oprindelige form igen. Se det er fedt! Vi håber lidt på at vi ikke skal besøge Hornslets brilleforretning helt så meget - selvom de er meget søde dernede...

Vi har haft besøg af Kamma, Konrad og Anna-Panna. De to store piger (Anna og Lina) fandt ud af at det da var meget smart, hvis Anna og børnene overnattede - og så kunne de jo tage med ind og se SommerSummarum ved Tangkrogen - og så fik de store piger også tid til at snakke på sofaen lidt længere... (vi faldt dog i søvn, men tanken var meget god. Og om ikke andet så ligner det jo det forhold vi altid har haft - i studietiden hvor vi OGSÅ faldt i søvn hos hinanden, når vi lå og så fjernsyn).

Og så har vi været i baby-træning. Vores dejlige, nye naboer Allan og Svenja har fået deres dejlige lille dreng. Pigerne var ellevilde, og de har i den grad udtrykt glæde og forventning til at det er OS der skal have sådan en lille en. Jeg tror det var meget godt for Thilde at finde ud af, at sådan en baby virkelig ikke kan det helt store.

Hvordan går det ellers? Maven vokser, kvalmen fortsætter og livet går sin gang. Haven vokser til i ukrudt, mine squash og græskar bliver til noget i år (!!), men til gengæld er georginerne helt til rotterne. Det kan godt være jeg har bestilt supersmukke georginer hos et vanvittigt engelsk selskab, som har over 1600 forskellige slags, men det er ikke meget de kan blive til. Jeg tror ikke det var den rette beslutning at sætte dem i staudebedene i år.

Og baby? HUN har det godt, for det er det de siger ude på sygehuset. At vi skal have en pige. Vi er glade og tilfredse, og kan helt ærligt sige, at jeg var fuldstændig ligeglad med, om det var det ene eller det andet. Hvis bare hun har det godt, og er fin og dejligt, så er alt andet ligegyldigt. Hun sparker på livet løs, som jeg sidder her og skriver. De siger hun mosler rundt når de scanner hende. Og sidst da vi så hende for 14 dage siden, lå hun og slikkede sig på hænderne. Vi er enige om at hun træner mund-muskulatur. Det er nødvendigt i denne familie, hvis man vil have et ben til jorden...

Hurra

2011-06-25T11:06:00.001+02:00

Lidt utroligt er det da. 7 år er gået. 7 år som Mor. 7 år som "ægte" familie. 7 år i selskab med den skønneste Anna. Som kan se så begejstret ud over et fødselsdagskort. Som elsker selskab og gæster. Som har bestilt restaurantbesøg på Chili Hot Pot. Som er så elskværdigt et menneske. Stort kram!

Dryp

2011-06-09T12:41:00.000+02:00

Tiden drypper væk. Vejret er helt fantastisk, og jeg bruger det meste af tiden på at sove. Men drypvis er det også blevet til glade bobler i maven, over livet som det er nu, og som det forhåbentligt også skal blive til.

-jeg er stolt og glad over, at mit nyeste staudebed faktisk er blevet den drøm af akelejer og geranium jeg så for mit indre for 3 år siden (fotos følger senere).
-jeg bliver glad indeni, når mine piger render rundt efter hinanden, fnisende og hvinende, med hver deres nye vandpistol.
-jeg nyder at ligge i min nye seng på førstesalen, hvor vi ikke er flyttet op endnu, men hvor vi kun mangler at male paneler en enkelt gang. Der er så dejligt deroppe, at jeg har sovet der de sidste 3 nætter..
-jeg kunne for første gang i år glæde mig over en ordentligt regnskylle, som jeg kunne lytte på hele natten. Nu er køkkenhaven vandet, og jeg mangler "kun" at luge de sidste 4 bede...
-jeg glæder mig over soveselskab fra husets bedste sovedyr, Trunte, som gladeligt deltager i mine på til 15 timer i dyb koma. En gang imellem står vi begge op, drysser rundt i haven og er superaktive, for dernæst at ligge brak igen. Vi lader os også begge to nusse af to kyndige piger, der giver så meget kærlighed.

Free at last, free at last!

2011-05-27T10:50:00.000+02:00

Nøøøj! Det har været en hård omgang! Føj hvor har jeg haft det ringe. Ikke bare sådan skidt tilpas, men ringe. Har faktisk kun ligget på min sofa og koncentreret mig om ikke at kaste op. Har ikke orket at tage tøj på eller af, at tænke på mad, at nusse mine børn eller blot det at rejse mig op.

For en uge siden blev jeg endelig taget under sygeplejerskernes kærlige vinger ude på Skejby Sygehus. NU skulle der andre boller på suppen. Jeg blev lagt i en seng, og så spurgte de ellers ind til mit velbefindende. Om jeg huskede at spise og drikke - jo, altså det der blev der nede, vel at mærke. Om jeg huskede små, hyppige måltider - ja tak, jeg kan faktisk slet ikke overskue andet. Om jeg huskede rugbrød og andre solide sager - årh ja, sagde kvinden der kun kunne klare at spise rugbrød med markel i tomat eller rejer.

Jamen så måtte vi jo gå takken længere op af stigen mod velbefindende, og det var akupunktur.
Jeg har aldrig prøvet det før, men på det tidspunkt kunne de ha' fortalt mig at det ville hjælpe mig at save min højre arm af, og jeg ville ha' nikket indvilligende, og lagt mig til rette.

Jeg blev stukket 3 forskellige steder i hver sin side. Og der skulle jeg så ligge i en halv time. Og så tog jeg hjem, tog en lur og sendte min mand til en velundt grillaften. Klokken 18 kom min sædvanlige aftenkrise, og jeg brugte de næste 1½ time på toilettet. Aldrig i mit liv har jeg kastet så meget op. Jeg var simpelthen nødt til at ringe til min mand og trygle ham om at komme hjem og tage hånd om familien og mig.
Jeg blev puttet, og sov, sov, sov. Og har ikke kastet op i over en uge nu.

Det er blevet til 3 gange akupunktur på Skejby. Hold fast hvor har det virket!! Jeg er jo oppegående! Jeg spiser! Jeg har været i min have! Jeg krammer mine unger! Jeg har endda været i butikker!!!
Nu er jeg sendt fra Skejby med besked om at "financiere" den videre behandling selv. Hvor er vi heldige at bo i et land, hvor blot det er muligt at blive taget hånd om på den måde. Og at vide at jeg er blevet mødt af folk, som godt har forståelse for hvor skidt man har det. At "morgenkvalme" er en ting, men at konstant, tung kvalme og opkastning altså er noget helt andet. Jeg elsker dem!!

Hvad så nu? Jeg kan klare ting. Men jeg brænder hurtigt ud. Kan mærke at en time her v. computeren har sat sit præg. Jeg skal spise hele tiden. Men tror faktisk at jeg nu kan bruge de første råd om hyppige måltider og gulerodsspisning til noget, for at holde kvalmen fra døren. Jeg sover stadig temmeligt meget, vågner midt om natten med underlige drømme og kan ikke falde i søvn igen. Jeg skal stadig tjekke blodsukker både nat og dag. Og kæmper stadigvæk med at få blodsukkerniveauet ned. Det er faktisk hårdt arbejde at være gravid diabetiker... Men ind imellem er der pauser. Og de skal bruges på noget godt.
Se lige hvad jeg fandt her på nettet: http://www.petitepurls.com/index.html

Nøj hvor skal jeg strikke!! (billedet er lånt fra Petite Purls - modellen haltermelon)... Nu kan det godt blive sommer!!

hmmmm...

2011-05-11T09:11:00.000+02:00

Undskyld. Jeg har ikke skrevet i lang tid. Jeg har ligget brak - vandret på sofaen, svøbt i tæpper, dyner og selvmedlidenhed. Det har varet lige så længe som solen har stået på en skyfri himmel, og resultatet er en have som slet, slet ikke er blevet nydt. Frø der ikke er sået, køkkenhaven står tom hen.
Men jeg har ikke kunne rejse mig uden at kaste op, og jeg har ikke kunnet stå op af min seng uden at ville lægge mig ned og sove igen.

For jeg er i den grad gravid. Jeg havde fuldstændigt glemt hvor træt, træt ind til benet man er. 15 timers søvn - no problem! 3 formiddagslure inden en ordentlig eftermiddags-morfar? Ja tak!
Kvalmen overtager mit hoved, og mit univers skrumper ind. Jeg har ikke engang kunnet overskue at finde en strikkepind frem og lave et eller andet konstruktivt.

Jeg er ikke helt ude over at føle mig snigløbet endnu. Forrådt af min egen krop. For vi havde besluttet at vi ikke skulle have flere børn. Og jeg havde faktisk forliget mig med tanken. At vores familie var hel, med os 4, og at ingen manglede. At jeg ikke skulle skifte bleer, amme og snuse til en baby. At mit liv var kommet i en anden fase, med større børn som kan selv, og at der kan gå halve og hele dage uden at vi ser dem, fordi de render ovre ved legekammeraterne selv.
Jeg havde faktisk både tænkt og følt det, at det nok virkede rigtigt. Jeg har altid drømt om 3 børn. Og det betyder ikke at vi var dybt uenige om dette. Jeg havde bare en anden forestilling i mit hoved. Men når jeg tænker på hvordan jeg havde det sidste gang, virkede det rigtigt.

Jeg ved ikke om jeg tror på skæbnen. Og jeg føler mig heller ikke overbevist om at vi kan tiltrække ting vi gerne vil. Men jeg havde tænkt, at min eneste chance for et barn mere var hvis en lille haletudse kunne kravle forbi min spiral. Men hvor tit sker det lige? Og min spiral sad jo korrekt, for jeg blev scannet bagefter... men altså - mirakler sker. Vores lille blob er 11 uger gammel, har arme og ben og spræller.

Men jeg er træt... og skal snart ind og have dagens første middagslur, inden jeg skal på arbejde. Heldigvis er alle her i huset begejstrede. Og Anna, min store pige, sad en eftermiddag og aede mig på håret da jeg pev over manglende energi til noget som helst. "Ved du hvad mor, det eneste du skal, er at lave den baby - det er dit job nu"... og så kan man jo tage en lur med god samvittighed ikke?

Min baby

2011-04-27T13:45:00.000+02:00

Jeg kan ikke komme udenom, at Thilde (indtil nu) har været min baby. Sådan i mit hoved er hun stadig en lille putte, som man sidder og krammer og nusser. Når hun lægger sine tynde, små arme om halsen på mig, risler det ned af ryggen på mig. Det bliver sikkert forstærket af, at hun er lille af sin alder. Med sine 13 kg og 4½ år hører hun ikke til de største. Men hun er stor på andre måder.

I nat drømte hun. Hun lider af mareridt om natten for tiden, og hun lå og kaldte. Jeg gik ind og trøstede, nussede og aede på ryggen. Hun fortalte om grimme slanger der spiste hende, og at det var en meget uhyggelig film hun så inde i øjnene. Jeg sagde til hende, at nu skulle hun lægge sig ned og sove, og tænke på dejlige ting. Is, gyngeture i hængekøjen, blomster, sommerfugle og dejligt vejr. Hun lå lidt, og så greb hun min arm som jeg ville rejse mig og gå. "Mor, så vil jeg tænke på dig!"...

I børnehaven skal hun altid vinke oppe ved hoveddøren. Hun stikker hovedet ud, vinker og råber et eller andet fyndord med på vejen. I dag var det: "Mor, husk nu ikke at køre galt"... det kunne jeg jo love det bedste jeg havde lært, så jow jow. "Og Moar, husk nu at jeg er dejlig og sød, og at det er du også"...

Hun er min baby. Og der går heldigvis et stykke tid, hvor hun får lov til at være lille lidt endnu. Men hun er også på vej til at blive temmelig stor og fornuftig - og dejlig!

Planer...

2011-04-20T09:26:00.000+02:00

Kender du det? Du planlægger, bevidst eller ubevidst, dit liv flere år ud i fremtiden. Om to år så.... Til næste år da.... Engang vil jeg...

Jeg er verdensmester i at planlægge. Jeg drømmer, planlægger og tænker en stor del af min dag på ting ude i fremtiden. Jeg har allerede indrettet det drivhus, der måske engang kommer nede i haven. I mine tanker har vi allerede fjernet det træflis der ligger mellem højbedene, og som faktisk er forgået i store partier, og erstattet det med slots-grus og fine kanter. Når jeg lukker øjene og tænker på ombygningen af vores 1. sal, ser jeg to fine pigeværelser og et superlækkert soveværelse, møbleret (og ikke mindst opryddet). Når pigerne er lidt større lejer vi en autocamper, kører europa tyndt et par måneder, tager på dannelsesrejse og nyder hinanden. Alt i alt er mine drømme noget præget af "styr på det" og gerne 6-12 måneder mindst, ud i fremtiden.

Men hov! Skal ting ende som drømmen? Eller er det sundt nok at der bliver vendt op og ned på al den planlægning? Er planer en sutteklud til jeg ustabile menneske, som har brug for en krykke? Eller er det et tegn på en stærk, indre kraft som vil skabe og føre ud i livet?

Jeg tror faktisk på, at det er sundt at blive rystet. Jeg har haft kriser inde på livet, som i den grad har rystet min grundvold. Men jeg har formået at se det positive i det, fordi jeg for lang tid siden har besluttet mig for, at det er sådan jeg vil takle den slags. Ikke dermed sagt at jeg bryder mig nævneværdigt om det, når ting ikke fungerer som det plejer. Jeg skal bruge tid til at tage forandringer ind. Lang tid. Men jeg vil fokusere på taknemmelighed over livet der former sig. At jeg er del af noget større. At jeg har styrken indeni. Og at drømme er gode at have.

Ligenu prøver jeg at få nye, uventede planer på plads i mit hoved. Der er planer for indretningen af vores næsten færdige overetage som i den grad skal omtænkes. Planer for mit firma, som nok skal gentænkes. Planer for vores familie. Jeg prøver at planlægge en fremtid hvor vi er 5 i stedet for 4. Jeg har heldigvis frem til december at få brikkerne på plads.

Ahhhhhhh!

2011-04-11T08:57:00.001+02:00

Haven er i gang lige nu! Og vejret i weekenden var så fantastisk, at det næsten ikke var til at forstå. Bare tæer i sandaler, korte ærmer, tæpper og dyner på plænen. Jeg har mange drømme om min have i år. Sidste år flyttede jeg en stor del af mine stauder rundt, og jeg er fuldstændigt overspændt på at se resultatet. Det er næsten lidt sygeligt. Samtidigt er idéen opstået, et nyt bed skal fødes. Meeeen...

Min have har fuldstændig ændret karaktér. Det er kun en overgang, jeg ved det godt, men jeg savner mine hække. Ligenu er der helt nøgent og bart, kun de små stubbe står tilbage. I påsken graves rødderne fra tjørnehækken op, og nye, store ligusterplanter skal plantes. Og derfor skal jeg måske ikke bruge mit sparsomme krudt på at anlægge nyt bed der hvor en rendegraver skal køre rundt.

I stedet vil jeg bruge krudt på at organisere lidt mere. Jeg har flyttet mine stauder rundt, så de passer bedre sammen i farver. Knapt så meget tivoli, lidt mere bevidst placering. Jeg vil også have mine georginer i staudebedene i år. I de farver de passer til. Og derfor har jeg et problem: løgplanterne. Mine gamle tulipaner står hulter til bulter, og jeg har før villet grave op og placere efter bedre farveholdning. Narcisser som stod her dengang vi flyttede ind, er blinde og trænger til deling. Men skal skidtet ikke først visne ned? Og hvordan hulen finder jeg så ud af hvad er hvad? Og hvor højt det er? Kan jeg grave det op, mens jeg kan holde styr på det? Og så lade det visne ned på den nye plads?

Uhhhh, der er tusind spørgsmål der trænger sig på...

KolortelandNEWS

2011-03-31T08:42:00.001+02:00

Marts måned - den første forårsmåned. Med sne, frost, kulde, samt varme, sol og spirer. Marts indeholder det hele - også i år. Arbejdet med haven er endelig skudt i gang. Der er blevet revet, ryddet, kørt på genbrugspladsen med gamle grene og hentet nye forsyninger af kompost. Drivhuset er ordnet, har fået nyt jord. Vi mangler stadigvæk at hente hestepærer, men det kommer nok. Spirerne er på vej i vindueskarmen, og små salathoveder står i drivhuset - overlevet siden sidste efterår i en bakke i et hjørne. Nu har de fået plads, vand og jord. Jeg glæder mig allerede. For jeg har lovet mig selv at forkultivering ikke behøver kun gælde ting der skal videre ud i bedene. Man kunne jo også så de elskede krydderurter, dild og koriander, og få noget før normalt. Salat tidligere end ellers. Radiser... Imens kan alt det andet stå og spire som det plejer på hylderne.

Den har stået på "tøm fryseren" så der bliver plads til næste læs - vi drikker de sidste liter hyldeblomst, hyldebær og solbærsaft. Og fylder fryseren med birkesaft.

Der er forsøg udi flødeskumskage-frembringelse. Det elskede gåsebryst skulle prøves. Jeg kan godt anbefale gåsebryst, men absolut ikke at man laver det selv - mest af alt fordi jeg fik 16 stykker, og det endte lidt kvalmt inden de var spist.

Jeg har købt en gammel rejse-skrivemaskine til pigerne. De sidder og kigger på det mageløse stykke mekanik sådan en er. Nu mangler vi bare et nyt farvebånd.

Og der er blevet bagt til den store guldmedalje. Det hjemmebagte rugbrød har fået en renaisance, ungerne spiser det pludselig gladeligt, og det er skønt. Ny opskrift er altid godt, jeg kan ikke anbefale "Meyers bagebog" nok - den er helt fantastisk, og jeg føler mig som toppen af evolutionen når jeg står med et flot, hævet og luftigt brød med gylden skorpe og blød, saftig krumme....

Safterne stiger...

2011-03-30T08:43:00.000+02:00

I går var en hjemmedag. Jeg var hjemme fysisk, men ikke mentalt. Jeg sov 13 timer. Måske jeg havde brug for det. Thilde var hjemme og Mikkel var hjemme - dårlig mave lænkede hende IKKE til sengen. Og jeg skal ikke nævne det mange gange, inden han tager fat. Jeg vil nemlig gerne prøve at tappe birkesaft. Vi har et birketræ i haven. Den øverste del af stammen er knækket af, og træet er ikke verdens kønneste. Men det bærer gyngen og giver skygge om sommeren. Derfor kan det jo godt yde lidt mere. Og resolut borede han et hul, stak en haveslange-stump ind i hullet og ud kom den klareste saft. Vi har tappet i 20 timer. Der er ca. 10 liter. Nu skal en del laves til sirup, og resten fryses. Jeg har hørt det skulle forstærke smagen på andre ting, og ser nu sommerens bær-safter blandet op med birkesaft... uhm. Så må vi håbe træet overlever til en ny omgang næste år... og næste år igen...

driven rundt

2011-03-28T09:39:00.002+02:00

Weekend. Fri. Tid. Sammen... og alligevel starter lørdag morgen med en Anna der surmuler over at hun ikke må "aftale" med nogen. Stakkels barn. Hun har jo haft aftaler 5 ud af 5 dage i løbet af ugen... så det er jo nærmest tortur! At være med sin søster og mor!

Det var hurtigt glemt. Jeg fik rengjort hele hytten, de hjalp, og Mikkel fik kigget på dørkarmen. Vi fik sat den ene dørkarm op - her snakker vi om ægteskabstest nr.2 ! Nummer 1 har været at lægge gulvtæppe i kælderen. Ifølge min veninde er nummer 3 at skrue en køjeseng med 20 manglende dele...

Nå, men kun en klemt finger denne gang, og dermed også den sidste dørkarm vi kan sætte op. Badeværelset er nu det eneste vi mangler, og tingene begynder faktisk at ligne noget beboeligt. Og efter sådan en omgang var gassen i den grad gået af alle balloner. Så det blev først til havedag søndag.

Vi vaskede drivhuset af.

Vi såede frø...

Til blomster og grøntsager (gæt selv hvilken slags)...

Og til slut var der belønning....

pæn pige eller...

2011-03-23T10:22:00.000+01:00

Jeg har før skrevet om kropsfrihed. Og det er jo noget meget personligt, javist. Men alligevel vil jeg mene, at det også er noget der angår fællesskabet. Jeg føler mig nogengange som en gammel, afdanket hippie der sidder og prædiker bongopatter, og skal i sammen åndedrag sige, at jeg også føler mig misforstået. Jeg ender tit i debatter om, hvad der er frækt, porno eller uanstændigt. Jeg mener at det er fordomme som trænger til et spark over benet!

Hvis jeg skal præsentere mig selv, vil jeg et stykke hen af vejen fortælle jeg er kristen. Her kommer allerede en del fordomme op, for man må ikke bande (og det gør jeg egentligt ret meget), man må heller ikke være stolt og vise kavalergang eller ha' blondebh'er som hobby, for kristendom er tilsyneladende forbeholdt hovedet og ikke resten af kroppen (ups, det går ikke for godt Lina), og det der med sex før ægteskabet... (uha uha, don't go there!)...
Jeg bør tilsyneladende gå lidt mere i rullekrave (i brun/grålige nuancer måske), og helst ikke udvise nogen form for glæde over frivole ting. Jeg har engang i en hæftig debat hørt mig blive beskrevet som "der er dem der er rigtige kristne, og så er der dem der selv mener de er det"... Jeg behøver ikke fortælle hvilken kategori jeg hører til, vel?

Men det er ikke sådan jeg ser mig selv. Mit forhold til Gud er ret personligt, og jeg regner egentligt med at høre det direkte fra "himself", hvis der skulle opstå problemer omkring det jeg står for - for sjovt nok mener jeg at det jo oftest er mennesker der blander sig, og tager Gud som gidsel i en debat. Jeg læser IKKE i min bibel, men erindrer alligevel noget med at vi er skabt i hans billede. Jeg mener at min mission som mennesker er at være TAKNEMMELIG for det liv jeg har fået - med den krop jeg har. Jeg synes også at kunne huske noget om, at ord som ELSKE og KÆRLIGHED er ret centrale. Jeg mener selv at jeg kan hjælpe andre til at elske dem selv.

I min folkeskoleklasse tog vi nogen gange til "Vestre", en badeanstalt ved Silkeborgs lækreste sø. Her var det helt normalt at bade topløs, det var sådan vi gjorde. Sidste år ville jeg til stranden, og kunne ikke finde min bikini-top. Jeg kom i tanke om at jeg som 34-årig måske bare kunne gøre hvad jeg gjorde da jeg var 15. Men da jeg kom på stranden var jeg den eneste der ville ha' været topløs. Og så bliver det jo sådan lidt anmasende at sidde der og lufte hængebryster. Jeg ville egentligt ha' gjort det fordi at jeg bare tænkte at et bryst er et bryst, og omtrænt halvdelen af alle har dem. Men jeg lod være.

Da jeg var 18 gik jeg til croquis-tegning med en gymnasie-veninde. Jeg havde meldt mig, fordi jeg syntes at menneskekroppen var et facinerende objekt. Jeg ville gerne være bedre til at få en krop til at ligne en krop, få proportioner rigtigt osv. Mange misforstår det at ville beskæftige sig med den nøgne menneske, og dengang gav det også en del løftede øjenbryn. Sad man ikke bare der med tungen ud af munden og savlede over tissemænd og bryster? Var man i virkeligheden en lille smule afsporet som 18-årig at ville glo på gamle nøgne kvinder og mænd? Kunne man overhovedet lade være med at fnise?
Det var overhovedet ikke det der foregik. Kroppen var noget der skulle studeres, og det kan virke bizart for dem der ikke har oplevet det, men bryster og tissemænd var jo bare hud og kød, der sad fast på noget andet hud og kød, og skulle formes på papiret. Og det at se hvor forskellige vi ser ud, med hængepatter og topmaver, var dejligt befriende. Når vi drak kaffe med modellen sad vi jo ikke og tænkte at "han har da godtnok en lille-bitte tissemand" eller andet... Det var jo mennesket vi så.

Senere, da vi fik Anna, havde jeg en traumatisk oplevelse i Spaniens badeanstalt i Århus. Jeg skvattede i bruseren med Anna på armen, og ville gerne bade med hende, men turde ikke gå i bad selv. Løsningen hed "naturist-svømning". For der klæder mænd og kvinder om sammen. Så jeg kunne have Mikkel med (og jeg har altså set hans tissemand før), og vi kunne skiftes til at holde barnet. Det var superhyggeligt, og jeg så så mange forskellige kroppe. Men uha, naturister - er det ikke noget med stangtennis og cykelture i bar røv? Sådan nogen mennesker der partout skal vise deres numse frem til alle og enhver? Jo da - lige så meget som kristne ikke må spille kort (for det har Gud selv sagt), og at de faktisk heller ikke ryger eller drikker.

I de glade dage inden børn kørte Mikkel og jeg nogengange ud til en naturist-strand syd for Århus. En dejlig solskins-eftermiddag lå vi der og nød solen varme kroppen, og så en familie komme gående. De havde tøj på, far, mor og to børn. Men de begyndte at klæde sig af tæt på os, og jeg husker at både Mikkel og jeg nød at se det fællesskab der var i denne familie. Det ene barn var stadigvæk 6-7 år gammelt, og derfor ikke så bevidst, men den store pige havde begyndende bryster. Og vi snakkede bagefter om, at det var utroligt befriende, at opleve en familie hvor kroppen (og det at undgå at kigge på den) ikke var det vigtigste. Det var samværet. Friheden. En sjov dag ved stranden.

Mennesket bag - det er dét jeg synes er sjovt. Kroppen er facinerende, javist. Den ser smuk ud, med kurver, buler, overflader, hår og strækmærker. Det er det smukke jeg gerne vil fange. At vi under tøjet faktisk både er ret forskellige, men samtidigt er temmeligt ordinære. Vi har f.eks. knopper og hud, der ikke nødvendigvis ligner en fersken. Men man kan godt komme i tvivl, for den nøgenhed vi faktisk ser i vores fællesskab (reklamer, blade, tv-serier) er jo ikke en virkelighed. Til gengæld er vi mennesker bag vores krop, eller måske er vi vores krop. Og det mener jeg faktisk lever godt op til min forståelse af mennesket som KÆRLIGT, GIVENDE, GRINENDE, NYDENDE, LYSTFYLDT OG LEGENDE. Jeg håber at min kristendom kan rumme det. Gud blev ihvertfald menneske, og Jesus har jo også haft en tissemand... Jeg håber virkelig at han både har nydt sig selv og andre med den, og vil minde os om at vi også er skabt til lyst og leg.

Har du lyst til at lege, er du stolt af din krop eller mangler du bare at kunne se det hele dig, så hjælper jeg gerne! Jeg er stolt, glad, taknemmelig over min egen krop, og vil gerne tage billeder af dig, hvor du ser det andre ser i dig!

Formiddag..

2011-03-17T11:59:00.000+01:00

En formiddag fra oven... Thilde har fået voldsom øjenbetændelse og sidder med røde, hævede øjne og kræver ind på sofaen. For godtnok måtte hun ikke komme i børnehave, men der spilles på alle tangenter og både arme og ben er tilsyneladende også ramt. Hun ligger på sofaen og råber hvert 5. minut "må jeg få..." (fyld selv ud med slik/kage/kiks/ostehaps/pandekage).

Mig? Jeg har ryddet op, gjort rent og virkelig givet den gas. En velfortjent pause med nyt blad, fine narcisser fra det lokale supermarked (med løg, så der skal plantes ud!!) og kaffe.... men det bliver ikke rigtigt til noget. Jeg leger nemlig, og det er sjovt. Jeg er ved at lave mit website om. Slut med gamle arkitekt-skole-projekter som alligevel ikke længere siger en pind om mig.

Jeg har læææænge villet gøre noget ved det, lægge mine layout-opgaver ud, skabe et portfolio som er mere up to date. Det tog afsindigt lang tid at finde et program der kunne styre tingene, sådan som jeg gerne vil ha' det. Nu er det fundet, og det er for fedt. Og når jeg sådan sidder og kigger mine mapper på computeren igennem, ja så har jeg lavet en del de sidste 4-5 år. Bare for sjov osv, men lige om lidt er det ikke for sjov længere. For jeg vil gerne have flere opgaver. Min drøm er at trappe ned i skolen, og få opgaver nok til at veje det op.

Nu får vi se. Et godt website er en god start. Og det kommer snart!

Endelig!

2011-03-15T15:09:00.000+01:00

Det sker lige nu! Det er faktisk muligt - havesæsonen er for alvor skudt i gang! For selvom de sidte to weekender har haft en del havetimer, så var det jo oprydning som bare var udskudt fra sidste efterår, hvor sneen kom tidligt og tungt.

Nu er jeg klar. Jeg drømmer, planlægger, drømmer igen.... kan næsten ikke vente på at det vidunderlige sker, for det er så meget på spring som det kan være - påskeliljer der stikker toppen op, nye vidunderlige tulipaner, vibeæg i massevis, stauder der er flyttet og samlet på en ny og bedre måde... Ahhhhh!

Og nu skal jeg så til et andet mirakel - forspiring... mirakler i vindueskarmen. Jeg glæder mig over at tiden endelig er her!

Trumf...

2011-03-13T07:46:00.000+01:00

Hos os bliver der lige nu spillet på livet løs. Anna fik en nintendo i julegave, som hun selv havde sparet en stor del sammen til. Hun er glad.... men jeg synes faktisk at kunne mærke på hende, at hun bliver sur, speedet og vrangvillig hver gang hun har spillet. Hun plejer at få lov i weekenden, når hun står op klokken 6 og vi andre gerne vil have ro på lidt endnu...

Jeg har det sidste halve år samlet bøger ind, som handler om kort. Sådan noget old school-kortspils-halløj, for jeg husker en kabalebog fra en sommerhustid i Sverige. Jeg synes kabaler er fedt, og kortspil elsker jeg også. Jeg er bare elendig til at huske reglerne, så løsningen hedder håndbøger.

På loppemarked i går fik jeg fat i endnu en kortbog, og Anna og jeg sluttede dagen i går med en omgang 31, der blev ved med at trække ud. Vi besluttede at gemme, og fortsætte næste morgen. Her til morgen, klokken 6:15 spurgte hun "skal vi ikke spille 31 færdigt"?... jo da, jeg står lige op, men så...

Hun vandt. Og Thilde kom trissende mens vi pakkede spillet sammen. Hun ville også spille, men kan endnu ikke regne. Hun kender faktisk ikke rigtigt tallene. Men vi fandt kabalebogen frem, og fandt en af de letteste kabaler - "Lige børn". Hun øver sig i at parre de rigtige tal. Nogen gange med hjælp fra en storesøster, når 6'ere og 9'ere bliver for svært.
Jeg tror at kortspil og kabale bliver hot. Der er et socialt element i det, som nintendoen ikke kan. Hver ting til sin tid, bevares. Men jeg tror at en trend bliver gode, gamle knægt, klør og ruder. Hvad tror du?

En dejlig start....

2011-03-12T18:04:00.000+01:00

En dejlig weekend er oprundet. Jeg mærker glimtvise stykker af noget, som jeg engang forestillede mig, det skulle ende med, når jeg fik min egen familie. Ro... sjov... kreativitet... eventyr.

Vi startede weekenden med besøg. Der blev tegnet, hygget og set Disney Sjov til den store guldmedalje. Imens blev der puttet i vindueskarmen... et nyere venskab er opstået, og Thilde forsøger sig som katteven. Noget som hun ellers ikke har været vild med (hverken kat eller Thilde, i virkeligheden). Nu synes der at være knyttet bånd mellem to bestemte damer.

I dag har vi været på Det Blå Marked. Jeg havde stort behov for indkøb til mit fotostudie, og så gamle, fine kufferter, rævekraver, hatteæsker og fallerede diamant-brocher for mig. Det blev ikke til noget. Dernæst så jeg små skamler til pigernes nye (og meget snart indflytningsklare!!) værelser, komoder og andet guf. Det blev heller ikke til noget.

Vi fik til gengæld et Mount Everest af pomfritter, og et kontinent af en wienerschnitzel. Og jordens klammeste pølle til Thilde. Så klam, at hun alligevel ikke ville spise den... det ville Mikkel OG Anna heller ikke, og så var bunden ligesom nået - den VAR dårlig. Men det betød jo man kunne indtage en masse sodavand i stedet, og kalde det frokost...

Vel hjemme igen kigges købene igennem. To små fuglevaser til pigernes værelse - måske lidt gyselige (min mand griner og ruller med øjnene), måske meget fine. Jeg er tilfreds, for jeg fik to.

Pigerne var tæt på at dø af kedsomhed, mens deres forældre skulle sove middagslur. Og en feberredning for mit vedkommende, blev til noget dejligt - Anna gik i gang med at lave hjemmelavet pasta. Jeg laver dejen, og hun ruller ud. Kun når de laaaange stykker skal skæres, skal hun have hjælp. Det er nu meget fedt at have lidt større børn. Om lidt vanker der safran-pasta med små fiskefrikadeller og en slat lakse-sovs. Uhm!

In a moment....

2011-03-09T09:15:00.000+01:00

Fridag. Fred. Ro. Tid... det lyder godt, ikke? Gid det var sandheden... Prøvede desperat at forberede mig selv og børnene mentalt på en dag i ro. Det gik ikke ret godt. Thilde fik en flyverdragt-trøje-klumper-kjole-er-åndssvag-og-klam-nedsmeltning, og Anna fik et sammenbrud over at hendes lillesøster fik så meget skæld ud, og at hendes mor skulle kæmpe med så dum en unge. Hvordan man forklarer det uløselige i den cocktail har jeg endnu ikke svaret på.

Skal jeg udlede noget godt, så er det at mit anti-depressive medicin virker. Jeg blev sur og urimelig, men hurtigt god igen, og jeg slår ikke mig selv oven i hovedet med at jeg er en total tumpe. Det føles faktisk temmeligt befriende, og fokus på at ændre adfærd virker pludselig som noget indenfor rækkevidde. Der sidder en lille rest ondt i maven over det, men det er ingenting i forhold til tidligere...

Jeg skal nå en del i dag. Min liste er lang. Kalenderen skal opdateres, rugbrød skal sættes over, kage bages og sofaen plejes. Tv'et må heller ikke forsømmes. Men jeg skal også bringe mig tættere på foto-firma-drømmen og kigge på min website. Den skal jo laves. Og alle mine gode billeder skal lægges ud. Jeg tager de første skridt i dag på at kunne reklamere for mig og mit produkt. Det giver faktisk også ondt i maven, men jeg ved jeg kan. Jeg er nødt til at afprøve om drømmen kan bære...

As I like them....

2011-03-08T09:09:00.006+01:00

For 2 år siden svor jeg, at muse-invasionen i mit hjem skulle være slut! Helt slut! Havde for anden gang fundet en mus i færd med at gnave i opvaskemaskinen - første gang kostede den en vandskade på gulvet der trak i langdrag, anden gang blot stank. Diverse musefælder lod de sig ikke narre af. Bæster!

Trunte, vores søde kat, blev importeret til hjemmet. Hun tog sin del det første år, og kunne på den måde afbetale sine dyre vaner indenfor katteknas (hun er ikke bare kræsen, men mega-kræsen - kan kun spise de hele katteknas, dem der er i stykker smider hun ud).

Sidste år var der ikke mange muse-fangster, til gengæld fik vi en del gråspurve indenfor... I går fangede hun så årets første mus. De har kravlet i væggene de sidste 2 uger. Larmet, gnavet og bare givet mig kuldegysninger ved tanken om brandfare... Det var en sød baby-mus - men en død baby-mus. Musen på billedet er ikke nogen baby, men en vi så i sommerferien i Sverige.

I dag skulle jeg bage to brød. Jeg tager fat i min bageplade i skuffen under ovnen. Og vups, ud hopper en stor, fed mus!! Jeg er ikke bange for mus, men jeg skreg som en hausfrau fra 50'erne, for jeg blev simpelthen så forskrækket! Jeg stak jo nærmest fingrene ned i den (kunne ihvertfald mærke den sprælle).

Trunte? Hun sov. Var nødt til at hente hende og prøve at klemme hende ind der hvor musen forsvandt. Hun er ligeglad. Nu sidder hun og skiftevis kigger surt på mig (hvorfor skulle jeg vækkes??) og ud af vinduet på de små fugle der flyver rundt. Jeg synes hun skulle holde fokus indendørs!!

En lækker kage...

2011-03-07T09:53:00.004+01:00

En lækker kage kan man altid klemme ned... og i forgårs var der en kæmpe lækker kage i min have. Jeg var der ikke selv til at smage, men farmand tog de to rollinger med til fastelavn i Hornslet bigcity. Anna havde allerede sidste år planlagt kagen. I år blev det.

Og hun (vi!!) vandt for bedste udklædning - en sejr til hjemmet, der jo før har været vinder dog uden at opdage det. Nu kan jeg sole mig i det helt til næste år.

Thilde - hun blev kattedronning i aldersklassen 4-44 år. Totalt tumpet, for hun var den aller mindste deltager. Mit bud er at køllen var tykkere end hendes overarme. Men alle teenage-drengene havde tilsyneladende formodnet tønden, så da hun rørte den med køllen faldt bunden ud. Hun synes nu selv hun er forfærdelig stærk... Og således endte det hele lykkeligt, med præmie, slikposer og krone. Dejligt!

En engel kom forbi...

2011-03-04T20:44:00.004+01:00

Vi har haft besøg... en sød lille rød bebrillet engel kom forbi. Hun kom i dag, ud af det blå. Sidst engledragten kom forbi, var den i en storesøsters udgave (en søster der var 2 år dengang, hvilket også fortæller noget om størrelsesforskellen, nu hvor Thilde er 4½år)...

Anna var engel dengang morfar lige var død. Det var sikkert mit behov presset ned over mit barn, selvom jeg husker det som et sammenfald af flere omstændigheder, blandt andet billige englevinger i Søstrene Grene. Vingerne kommer denne gang fra selvsamme sted, købt engang for lang tid siden. Alt i alt - et kostume lige til højrebenet. Men et dejligt besøg også, for i morgen ville morfar være fyldt 78 år. Det føles som en hilsen på en måde.
Og yndig, det er hun da, som hun engle-agtigt står og holder sine små hænder. Hun er da en lille engel!

Mums!

2011-03-03T17:53:00.002+01:00

Fastelavn... et præstations-ræs? En tid for glade børn? En hyggelig krea-stund?... lidt det hele, må jeg indrømme. Først skal siges, at jeg ene og alene er med til at gøre det til en kreativ kraftanstrengelse. Det er MIG der sætter ambitionsniveauet. Punktum. Men jeg gør det fordi jeg synes det er enormt sjovt. Jeg ønsker ikke at andre mødre skal bryde grædende sammen over DERES manglende evner til at lave hjemmelavet fastelavnskostumer. Jeg ønsker bare at lave noget fedt, og noget som ikke lige kan købes i BR. For hvis det kan, så gør jeg det nok også en dag...

Sidste år var feber-redningens år for fastelavnskostumer. Med 4. omgang halsbetændelse til begge forældre siden nytår, var vi intet værd på den front. Den stod på genbrug fra klæd-ud-kassen og forrige fastelavn.

I år har Thilde proklameret at hun vil være kaktus... for 3. år i træk. Desværre kan hun ikke klemmes ned i kostumet mere (hvilket ellers ville være 3. forsøg på at vinde Hornslets lokale mesterskab i fastelavn, en titel JEG vandt første år vi deltog med kaktusdragten, men som jeg aldrig modtog fordi det var så djævelsk koldt at vi var gået indendørs... hmprfff). Der er intet at gøre. Barnet har fuldstændigt nægtet at tænke i andre baner, og det har ikke været før jeg satte stolen for døren og sagde "snehvide eller engel", at hun kunne tage stilling til andet end kaktussen. Vi har både snehvider og engle på lager, så den er i skabet.

Anna, hun ville allerede sidste år være lagkage. Jeg har haft laaaang tid til at tænke. Og jeg har skam forsøgt at sy en lagkage til hovedet. Det var bare for bøvlet, for "jeg-vil-bare-vise-alt-det-jeg-overkommer-at-sy"-agtigt, så jeg greb den noget nemmere papkasse-strategi...

Det skal nok blive godt! Om ikke andet er jeg blevet ret kagesulten her i formiddag, hvor jeg har været i gang... På lørdag går det løs!

Med på makrosjov...

2011-03-03T12:25:00.004+01:00

Jeg har fridag. Og jeg har tid til at surfe rundt. Gennem Anne fandt jeg denne sjove leg, som jeg altid er med på. Og mens jeg kigger alle mine skønne blomster-makrobilleder igennem, ja så kan jeg også drømme om sommer. Dug om morgenen (for jeg ved, at når der ligger dråber på mine morgenfruer, så er det et sommermorgen-billede). Varme, blomster, mere varme...
Suuuuk, jeg savner sommeren. Eller bare foråret...

Hvis du vil lege med, kan du se indlægget her hos Catarina.

Det kunne ha' været....

2011-03-02T08:58:00.003+01:00

Jeg burde poste billeder fra vinterferien. Jeg burde poste billeder af os der bager småkager. Jeg burde ha' sået de første frø indendørs. Jeg burde, jeg burde...

Jeg havde svoret at 2011 skulle være året hvor tingene kom rettidigt i jorden. Jeg er allerede bagud så, for sneen ligger stadigvæk tykt i haven, og bremser lysten til at gå udenfor. Det er såmænd ikke fordi jeg ikke har lyst. Jeg har meget lyst - i teorien. Og så sent som i sidste uge besluttede jeg, at nu skulle det være. Frøene frem og igang... men hov. Først skulle den grimme flamingo-såkasse lokaliseres under sneen. Det kan godt tage et stykke tid, når den er hvid. Så skulle den graves ud.... men det gik, og de sidste rester af strandede ærteblomster røg ud (det var vist også på tide). Op i huset med det, tænde for kaffen (så man kunne hygge med kaffe og jord... mmmm). Ned efter såjorden.... som var 100% bundfrossen. Stivt som et bræt. Op i huset med det... og det tager så 3 dage at tø op, kan jeg hilse og sige. Omtrent lige så lang tid som en mellemstor kalkun. Og vupti, så var februar gået, og jord og potter ligger stadig ude i min entre.

Nå, men kan kan da også lave noget andet. Lære børnene at spille spil... vi har fundet kortspillet frem, og lærer Anna at spille 31. Som hjemme hos mig, i sengen, med tændstikker til point og hygge.

I dag kunne jeg vælge at så mine frø. Men jeg kom til at love at vi skulle spille Matador. Jeg arvede min mors gamle spil, med tin-biler fra 40'erne, håndmalede terninger, kul&koks-priser samt pengesedler på 1 kr. Nu skal vi ha' det frem, for Anna er stor nok. Thekrus, Matador og brændeovn. Frøene kan vente lidt endnu. Bare lige en dag... eller to.

Rodet dag...

2011-02-23T12:05:00.003+01:00

I går havde jeg fri... og jeg kunne endelig smække benene op. Efter en hård vinterferie, hvor vi havde travlt, manglede jeg bare sådan en ikke-rigtigt-noget-dag. Ikke noget at nå, bare nyde. Det er meget forkælet og luksuriøst, det ved jeg. Men som småbørnsmor ved jeg ikke noget bedre end ro, stille og ingen krav. Jeg synes jeg i det daglige hele tiden skal nå noget, både ting jeg selv vil, som jeg bare skal, eller som andre ber mig om.
Jeg synes egentligt ikke jeg er dårlig til at sige nej, og selvom mange nok vil mene at jeg også selv stiller mig forrest i køen til stress, med mine forventninger til hjemmebagt brød og symaskiner, ja så er det altså også der jeg kobler mest af. Det er der jeg skaber noget inde fra mig, og jeg elsker det.

I dag havde jeg så også fri, og i morges under morgenmaden, sad en lille pige med store øjne og dirrende underlæbe og sagde "Jeg har bare mest lyst til at blive hjemme i dag"... det kunne jeg jo ikke stå for. For vi kunne. Så det gjorde vi, og hendes overraskelse, da jeg sagde "okay", var det hele værd.

Vi roder. Jeg har rodet lidt med fastelavnskostumer... jeg skal sy en lagkage. Og tænkte at jeg måske skulle afprøve den rynke-trykfod jeg fik i fødselsdagsgave... det drillede, og jeg gider ikke gøre mere ud af det.

Thilde, hun leger med Barbie og spiller Nintendo samtidigt. Vi nyder, og selvom at dagen er rodet med ting, lyster og behov, så føles det godt. Lige om lidt skal vi sove eftermiddagslur....

Georgine Robinson

2011-02-03T17:01:00.003+01:00

Foråret rykker tættere på... det er tid til at forkultivere snart, hvilket igen betyder at jeg måske skulle til at skabe mig et overblik over hvilke frø jeg egentligt har til rådighed - hvor mange penge jeg kan tillade mig at bruge - og hvor mine drømme går henad i år..

Sidste forår opdagede jeg at alle mine georginer var døde. De havde ikke klaret vinteren over tildækket der hvor jeg plejer, men det var også både en lang og hård vinter. Sidste sommer havde jeg samlet en del sammen, nogen fra plantecenteret og andre fra det lokale supermarked... og en enkelt pakke frø som blev sået, endte det også med. Jeg var ok tilfreds med de hjemmelavede, men de smed bladene lige så snart de blev plukket - ikke et kæmpe hit.

Så kom efteråret, og jeg skulle bare liiiiige ha' gravet mine georginer op. Hen over natten blev det pludselig vinter, og jeg har først se dem dukke op her engang i januar. Sneen kom hurtigt og tidligt, og jeg blev overrasket. Og mistede dem alle atter en gang.

Nu er det tid til at tænke i georgine-baner igen, Linket fra Claus Dalby gav navnet på en leverandør, der ikke blot har nogen, men som har alt hvad hjertet kan begære. Jeg er gået i gang med at vælge ud... har de mulige emner listet op på billede, og så er der ellers dømt georgine-robinson. Hvem bliver stemt ud, og hvem får lov til at blive? Bagefter er det meningen at jeg vil bruge billederne som et memo-spil ude på skolen... skal bare lige have fundet mine sikre vindere først!

En dag i februar...

2011-02-01T18:39:00.002+01:00

I dag skulle være en hyggedag. Der var planlagt cafébesøg med high-tea og fine kager. Der var planlagt snusetur i Søstrene Grene. Sushi til mor og hånd i hånd ture ned af strøget. Forvarslet kom allerede i går kl 11:30, da Annas skole ringede og sagde at hun havde ondt i maven, og at hun gerne ville hentes. Frygten for at Thilde og jeg måtte droppe planerne var til stede allerede da. Men man har lov at håbe... Det endte brat i nat, hvor Thilde vågnede op i en overbrækket seng... heldigvis for hende var hun nu meget frisk her til morgen, men måtte alligevel tage den med ro da maven slog knuder et par gange. Vi tog en dag hjemme i stedet, alle tre... Og der er da masser af ting man kan få tiden til at gå med, når man keder sig, og har udtømt muligheden for computerspil, nintendo og dvd'er... man må ty til gamle kendinge som "sten, saks, papir" under spisebordet, eller nyde sit eget spejlbillede mens man kigger på de biler der kører forbi... jow jow, det er ikke højteknologisk det hele...

Samtidigt fik jeg rig mulighed for at øve mig. Bedre billeder, tak! var en af nytårets fortsætter... der arbejdes på højtryk, opmærksomheden skærpes og jeg øver mig...

KolortelandNEWS

2011-01-31T08:45:00.003+01:00

Kolorteland ligger frossent hen, og selvom sneen er smeltet (endelig), så er det stadig koldt. Og hvor længe vi så skal se frem til det her, stod klart allerede i starten af januar, hvor Thilde og jeg gik fra Annas skole. Thilde sagde med lille stemme "Mor, jeg tror aldrig at blomsterne kommer igen...", hvorefter jeg begyndte den kloge og lange forklaring om årstidernes skiften... "Og vinteren, den varer også 3 måneder, november, december, januar.... øhm, februar.... host host -og det meste af marts kan der også komme sne... og sidste år var der faktisk frost helt hen til slutningen af maj...". Pludselig virkede vinteren som om den varer et halvt år! Især når sneen falder så tidligt...

Men så sent som i denne weekend hørte jeg fuglene synge som de gør når foråret viser sig. Der er begyndt at være en trang til at kigge på frø, skure vindueskarme og planlægge køkkenhave og staudebede. Strikkepindene er begyndt at bevæge sig igen, og frembringer benvarmere til når vi begynder at gå uden flyverdragt. Mere om dem senere....

Men kameraet har ikke taget billeder i denne årets første måned. Andet end dem jeg skal bruge til mit firma... ingen idylliske scenarier af børn og moder sammen i gang med at frembringe vidunderlig hjemmebag, eller forme frikadeller. Ingen billeder af mine børn der pligtskyldigt sidder og maler små billeder, eller flittigt læser... der har ikke været ret meget af det. For jeg er startet på jobbet igen.

Flyvende start med hænderne i vejret, og hvor jeg syntes jeg selv kunne gå på vandet... det varede 14 dage, så rendte jeg ind i de første konflikter, og fandt måske også ud af, at nedsat tid faktisk betyder at jeg skal arbejde MINDRE... efterfølgende 14 dage har været blandede. Og jeg skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at falde pladask i den gamle gænge med mig som hovedskurk i alle verdens dårligdomme. Beslutningen om max. 3 timers arbejde om dagen frem til foreløbigt vinterferien giver luft. Og så må jeg jo bare lytte efter. Mærke efter i maven, og det føles rigtigt... Jeg har tiltro til at det vender på et tidspunkt, selvom jeg er lidt frustreret over at det tilsyneladende er så nemt at falde i igen. Jeg må bare finde de store ører frem og lytte, tror jeg...

Ny passion

2011-01-26T09:40:00.002+01:00

Jeg har været helt væk i januar. Min tid er gået med noget andet, en drøm som længe har ligget og ventet, men som overskuddet bare ikke har været til. Nu har jeg lukket øjnene, og er sprunget ud i det med fuldstændigt lukkede øjne, og troen på at det såmænd nok skal gå.
Jeg vil tage billeder - ikke bare sådan for sjov, men for alvor. Fotogrejet har været der længe, mit makro-objektiv blev faktisk købt fordi det OSSE var godt til portrætter. Og det er da 2½ år gammelt, så mon ikke det var ved at være på tide? Så nu blev det til at lave eget studie, med lys, baggrunde og hvad dertilhører.

Min drøm er ikke bare at tage billeder, men at tage billeder der har noget andet over sig. Jeg vil nemlig gerne tage billeder af kvinder uden alt for meget tøj på, og vise hvor smukke de er som sig selv. Jeg går ikke efter nøgenbilleder, for nøgenhedens skyld, eller fordi det skal emme af sex. Jeg synes bare at kroppen er flot, sjov og spændende. Og jeg synes hatte, fjer, halskæder, pelskraver (hvem har en ræv til at ligge??) er ekstremt sjovt. Så den sidste måned har jeg shoppet balderne af led, pløjet den ene genbrugs efter den anden igennem. Googlet fjerhatte, kraver og dimser igennem på internettet.

I går havde jeg en samarbejdsvillig model på besøg. Jeg skulle prøve mit grej af, og lege med lys, muligheder og tilbehøret. Det er der kommet nogle ekstremt gode billeder ud af. Jeg er stolt og glad, også fordi jeg fik mulighed for at dele det med Anne. Hun tror på mig, og har været en fantastisk støtte undervejs... nu mangler jeg bare en ting eller to. Det første må være kunder... Kender du nogen som trænger til at føle sig som en drøm? Vil du gerne selv give en gave? Har du en indre diva i dig, der venter på at springe ud...? Eller står du med en polterabend eller et bryllup, hvor der skal nogle billeder i kassen? Jeg er klar!

Nytårsfortsætter

2011-01-19T10:43:00.004+01:00

Så er der gået endnu et år... 2010 er hastigt fløjet forbi, med alt hvad der tilhører af sorger og glæder. Jeg har læst på hvad mine drømme for 2010 gik ud på, i sidste års nytårsfortsæt. Det er altså sjovt! Du kan læse med her.
Jeg vil endnu en gang visualisere mig for enden af dette år, og se hvor det bringer mig...

Vinter igen. Sneen ligger dybt omkring os, og når jeg kigger ud af vinduet kan jeg se fodspor af katten. Omkring ses også spor af de ski, som Anna fik i julegave. Jeg fandt et gammelt, hærget par også, og ønsket om at lave mere med min store datter har hen over året fået grobund og plads. Nu har vi eftermiddage sammen, hvor vi laver ting som kun vi to deler. Og det er blevet til et par ture langs jernbanen, bare frem og tilbage, men alligevel dejligt at dele. At komme ind med varme kinder og kolde fingre, snakke og hygge bagefter, er dejligt at have sammen.

Men det hele har ikke været sne kun. Det er blevet til mange gode stunder i haven. Sidste års farvekoordinering af bedene udmyntede sig i år i et par rigtigt gode indkøb: en rødbladet hyld til det røde bed, til at skabe fylde. Et par smukke staudevalmuer i hvidlige nuancer, og så indkøbet af noget der blomstrer efter juli... Det er blevet rigtigt godt! Efteråret bød på flytning af de gamle tulipaner og påskeliljer der stod i den forkerte farvesektion. Det bød også på deling af de påskeliljer jeg har villet dele siden jeg flyttede herud. De har været blinde i 6 år, så det var på tide!

Pigerne har det rigtigt dejligt, og Anna er nu rykket op i 1. klasse. Hun er en ivrig spejder (og forældrene er kommet over at hun er BLÅ spejder), og det passer bare smaddergodt til hende. Hun har i spejderflokken fundet en plads til sit store hjerte, som hun bruger så gavmildt på sine kammerater. Og det passer rigtigt fint at det hele ikke behøver at foregå stille eller siddende, for hun har stadigvæk krudt i rumpen.
Thilde rykkede 1. april i Skovgruppen, og er nu en af de "store" i børnehaven. Hun har fået sig nogle gode kammerater som hun elsker at lege med, og hun viser sig også at have evner for at skabe dejlige rammer omkring sig socialt. Hun har øvet sig i at være en god veninde, og hendes "så gider jeg ikke lege med dig nogensidne igen" er på retur. Thilde nørkler og hygger gerne indendørs, men blev hen over sommeren glad for at rende i haven og lede efter regnorme og biller. Så nu behøver hun ikke vaske fingre hver gang hun har kigget på en sten.

Med hensyn til jobbet har jeg fået ro på. Nu arbejder jeg 3 dage om ugen i SFO'en, og så har jeg mit eget firma ved siden af. Jeg har for alvor fået gang i layoutdelen, og samtidigt kan jeg spæde op med mit fotostudie ved siden af. At drømmen om at tage smukke, kunstneriske og pikante billeder af kvinder fik frit løb kan jeg ikke klage over. Det har bragt mig mange steder, og jeg synes det er både sjovt og spændende.

Men 2011 har også været året, hvor jeg virkelig har kunnet være "mig". Den følelse af frihed og ro jeg trådte ind i året med, har fulgt ved. At kunne stå ved mine handlinger, og ikke være flov over at være mig, har været i højsædet. At jeg samtidigt har kunne slippe fornemmelsen af at være verdens sureste mor har været en uforklarlig fornemmelse. Men det er fuldstændigt væk, og har nu været det i et helt år. Jeg er dog stadigvæk i standt til at nyde følelsen, og jeg føler jeg kan være mig godt nok.

At Mikkel og jeg fandt ind til noget vigtigt, stod allerede klart i årets første måned. Det at dele drømme og håb var måske gledet lidt for langt ud, men vi har fundet en fælles vej igen. Det er dejligt at kunne dele med en man kender så godt, og sikkerheden i, at han altid er der føles også helt fantastisk. Vi kom godtnok ikke ud at rejse på kærestetur i år, men vi har til gengæld planer om andre og mere fantastiske rejser til næste år - alle sammen. Drømmen om at køre Europa tyndt i en husvogn et par måneder er faktisk blevet meget nærmere. Sammen, alle 4, rundt og opleve den verden vi lever i.

Jeg glæder mig helt vildt til 2012...

Enden er nær!

2010-12-28T19:18:00.002+01:00

På mere end en måde er enden nær! Et år er gået, og løber snart ud og bliver til 2011. En sygdomsperiode ophører, og bliver til almindelig hverdag. December sluttes med al den hygge, kagekrummer, kalveleverpostej og julekugler den har kunnet indeholde... og små nøgne rygge sidder i sofaen, med enderne helt nær.

Det hele føles godt. Jeg afslutter året et rigtigt godt sted kan jeg mærke. Der arbejdes hårdt, måske ikke sådan fysisk, men mentalt. Jeg er selvfølgelig spændt på at skulle starte på jobbet igen - er alt som før? Falder jeg tilbage i den rolle jeg havde tidligere? Har jeg virkelig ændret mig som jeg selv tror jeg har?... jeg er stadig fortrøstningfuld. Og tror på projektet.

Men indtil den står på mandag morgen med ud af fjerene og sure miner, så rå-nyder vi alt hvad vi kan. Samvær, nærvær og tilvalgt ensomhed står på programmet. Jeg er begyndt at komme i vanligt mad-gear, og er såmænd også begyndt at planlægge lidt hvad min have skal indeholde til næste år... UHM!

En gave sendt fra himlen...

2010-12-08T19:17:00.002+01:00

For flere måneder siden blev der åbnet for salget af billetter til Roger Waters i Parken og Herning. En komplet gennemspilning af hele mesterværket "The wall"... det kombinerer flere af mine største musik-drømme. Roger Waters er ikke nogen stor sangstjerne på den klassiske facon, onde rygter lyder at han faktisk er tonedøv. Hvis han er, har han nu klaret det meget godt...
Men musikalsk rammer det noget i mig, og jeg elsker hans langstrakte episke fortællinger der fylder et helt album.

Jeg sad klar til at købe billetter da salget gik i gang kl. 10 engang i august... der var udsolgt kl. 12... og jeg fik ingen billetter. Jeg har sjældent græmmet mig så meget. Jeg skrev mig i ren og skær frustration op på venteliste, som jeg sad der 12:15 og stirrede på en computer der bare meldte udsolgt.

I forgårs fik jeg en mail fra billetfirmaet. Om jeg ville købe billetter der var tilovers? Først til mølle-og-så-videre. Jeg fræsede ind og bestilte to. De landede på mit køkkenbord i dag... Fryd og glæde....

Jeg glæder mig helt vildt - og deler gerne et af mine absolutte farvoritnumre med Pink Floyd. Nyd musikken og glæd dig til de absolut bedste 3 sidste minutter. Jeg kan ihvertfald næsten ikke vente til det bliver den 13. juni 2011...

Veje...

2010-12-08T09:01:00.005+01:00

Jeg har længe gået med en mørk kappe over mig, som både var tung og svær at se igennem. Der er ikke meget Harry Potter-usynlighedskappe over den, måske bortset fra det faktum at jeg nogengange har følt jeg var nærmest usynlig - eller ønskede at jeg var det. Det mest underlige er, at jeg slet ikke mærkede at den var der i det daglige. Jeg troede det var en del af mig, ligesom mit hår, eller en arm. Måske bevidst om at den var til stede, men jeg stillede slet ikke spørgsmålstegn ved dens berettigelse, eller om det kunne være anderledes. Jeg tænker heller ikke så meget over at mine ben sidder der hvor de gør, og kan det de kan.

I den sidste 1½ uge har jeg mærket at kappen er smidt. Den er væk, og har kun lagt sig på mine skuldre en enkelt dag. Det er en fuldstændig vanvittig følelse at slippe noget jeg troede var permanent. Som jeg måske nok ønskede jeg kunne slippe, men ikke anede hvordan jeg skulle håndtere.
Jeg har en veninde som er præst i folkekirken. Vi fandt hinanden på et arbejdsløshedskursus før jeg fik børn, og vi har fulgt hinanden lige siden. Hun har mistet sin far, ligesom jeg også har mistet min mor, sådan cirka samtidigt i livet. Det betyder meget for mig at kunne snakke med en, der forstår den sorg det er at miste når man er ung. I en af vores mange samtaler sagde hun noget til mig, som jeg virkelig har taget til mig. I diskussionen om problemer der dukker op igen og igen sagde hun "den sten du ikke kan flytte, skal du gå udenom".
Jeg tror jeg endelig er ved at finde en vej forbi stenen. Der er ingen der siger at vejen er nemmere, eller at den ikke vil være hård at gå. Jeg er forberedt på blod, sved og tårer. Men blot den følelse at flytte sig er fantastisk. Jeg kan se mig selv, som jeg stod der foran en kæmpemæssig sten. Jeg har stået så meget det samme sted, og gået frem og tilbage foran den sten, at der er et helt hul i jorden foran den. Jeg har forsøgt at flytte på den så meget, at mine hænder bløder. Det er også hårdt arbejde.
Måske kommer min nye vej til at føre andre steder hen end jeg havde tænkt mig. Jeg håber på at oplevet smukke ting på min vej, som kan få det til at boble i maven. I går førte vejen fra min psykolog mig forbi dette smukke syn. Jeg kan mærke at kappen ligger og roder rundt i bunden af min bil, den er både krøllet og fuld af jord og krummer. Til gengæld sidder jeg selv op, og kan være taknemmlig for vejen og det den fører mig forbi.

Let it snow...

2010-11-26T07:54:00.004+01:00

I går eftermiddags så min have sådan ud. Det sneede stadigvæk, denne 3 dag i rækken af snevejrsdage.
Første dag væltede det ned med den slags sne, som er supervådt - børnehaven sejlede allerede da jeg afleverede Thilde, og synet af et barn, i en MEGET stor og MEGET brun pøl vand/sjap, liggende på mavn i gang med at "svømme", fik mig til at takke min skaber for at være sygemeldt netop sådan en dag hvor der bare skal skiftes strømper, underbukser, flyverdragter, bukser, strømper igen, hjemmesko i en lang køre.

Jeg havde planlagt at jeg skulle grave mine georginer op mandag. Jeg nåede det ikke. Nu har jeg afskrevet dem totalt. Bedre held næste gang, jeg får intet op af jorden de næste par dage, og hvis jeg gjorde var det nok for sent alligevel.

Til gengæld fik jeg en stor pige hjem, der var plaskvåd og iskold. Hun har nu fået blærebetændelse af at kælke! Vi taler kælkeskader allerede i slutningen af november... det bliver altså en lang vinter, forudser jeg.

De næste to dage har det bare væltet ned, og sneen ligger tyk og hvid over det hele. I dag sner det kun lidt. Vi skal have julefest i børnehaven, der er rejst juletræ med røde æbler på gårdspladsen, varm saft og juledekorationsværksted. Vi glæder os.

Bagefter er der fakkeloptog fra børnehaven. Vi plejer at mødes med byens spejdere og tambourkorpset, og følge efter julemanden der kommer på ladet af en gammel bil. Han skal nemlig tænde byens juletræ, og han plejer at blive hejst op til toppen i den lokale brandbil... I år skal vi dele os, som en anden knækpølse - Anna er nemlig blevet spejder. Faren og moren, der begge har fulgt stolte grønne traditioner, må synke nogen gange når hun kommer med sine blå spejderkammerater. Vi skal snart ha' købt den der uniform, men altså... ahøm... lad os bare sige, at vi, der troede vi var så fordomsfri og åbensindede alligevel kan mærke at dette ligger dybt.

Farver eller ej, vi glæder os til byens juletræstænding. Vi glæder os til at vores egen spejderpige skal gå med, for hun er stolt og glad, så det er vi også (og det ER vi). Vi glæder os til alle karamellerne der plejer at regne ned fra julemanden når han har tændt juletræet. Vi glæder os til sneen som kommer til at gøre det hele ekstra julet. Jo, december står for døren. Og nu skal jeg hente brænde (igen)...

Julekævlen

2010-11-23T09:28:00.004+01:00

Snart - lige om lidt, er det faktisk ok at begynde at jule. Jeg er vokset op i en familie, hvor nisselandskaber og juletræer ikke var et hit - min bror har endda stiftet "julehadernes klub". Jeg føler mig splittet... for nej, jeg er faktisk heller ikke ret meget til nisser. Jeg synes det er meget sjovt, men vil egentlig hellere fokusere på englene, og julens budskab - du ved, noget med Jesus og næstekærlighed. Og jeg blev fysisk dårlig da jeg i efterårsferien (I EFTERÅRSFERIEN!!) så at Salling hængte gran og hjerter op.

Selvom jeg elsker sommeren højest, er efteråret en af mine yndlingsårstider (jeg har vist 4 i alt). Men jeg synes efteråret drukner i jul, og den smukke årstid med den høje himmel bliver i stedet en langtrukket venten efter noget uopnåeligt. Jeg synes det er ærgeligt, særligt fordi jeg synes det bliver direkte uudholdeligt når jeg har små børn. De har spurgt efter jul den sidste måned. Og hvordan skulle de kunne andet? Damebladende har kørt nisse/juledekorations/småkage-tillæg siden efterårsferien?

Men på søndag skal adventskalenderen være klar. Jeg tror jeg har skabt en form for overblik. Der er købt lidt guf, og jeg mangler bare at finde ud af om manden endnu en gang skal have en øl-adventskalender, eller om jeg skal ud i andre dicipliner. Jeg ved det ikke endnu.
Hvad jeg til gengæld godt ved, så skal jeg 1. juledag bage. Der er bestilt julekævle til 2. juledag... et orgie ud over alle grænser.

Kagen er faktisk en af de ting, jeg så har med hjemmefra. For min mor lavede nogengange "Buche de Noël" som den hedder på fransk. Vi taler smørcreme med chokolade og lækre bunde, rullet sammen i en roulade-agtig ting. Man skærer enderne af, og limer dem på med mere chokolade og vælter så en anden chokolade-creme ud over og laver "bark"... til sidst skal træstammen/kævlen pyntes med alt hvad den kan holde af marcipan/chokolade/sukker-pynt i skov-genren. Det er hæftigt. Og monstersjovt... jeg er begyndt at tænke over hvordan dette års julekævle skal se ud... Det er faktisk lidt hyggeligt at samle sammen til, og tænke på den ventende chokolade-kævle der skal ulme og varme hele julen.

Kaster

2010-11-07T20:27:00.002+01:00

I går sad mit ældste datterbarn og stirrede henført ud i luften. Hun så helt absolut fjoget ud, som hun sad der og stirrede og tegnede lidt i en bog.

Når man ser hendes tegning forstår man jo nok hvorfor hun blev lidt lang i blikket... og Mor her blev stolt over at mit store barn pludselig kan stave til "kærester"... Hun bliver altså så stor!

Had...

2010-11-06T18:54:00.003+01:00

En følelse man ikke snakker meget om. Men ikke desto mindre vil jeg tale om, at det er et rendyrket had jeg har til sommer/vintertids-skift. Jeg har været tidligt oppe hele ugen, tidligst kl. 5:15, senest kl. 5:46. Ikke desto mindre vækker vores vækkeur først kl. 6:15, og man bliver så ærgelig af at gå glip af en halv-til-en-hel times søvn på det tidspunkt af dagen.

Vores børn er ikke bygget til at skifte sove-og stå op-tider. De står simpelthen op før fanden får sko på, men falder til gengæld i søvn midt under aftensmaden. Det har varet en uge indtil nu. Vi er ude i decideret børneplageri.

Hvem pokker fik den åndsvage idé? Ikke en med små børn, tydeligvis!

Et haveproblem....

2010-11-05T09:09:00.003+01:00

Mine timer alene hjemme bringer meget med sig. Således også en oprydning i årets mange fotos, hvor jeg faldt over dette fund.
Tanken var at da jeg tog billedet i Sverige i sommers, straks skulle fise hjem og anskaffe mig "sådan en". Jeg ved ikke hvad den hedder, og det har været svært at finde den. Jeg ærger mig, for jeg kunne måske godt ha' listet en aflægger med hjem (og SÅ ligner jeg først rigtigt min mor, brrrr).
Min tanker kredser om den, og jeg er derfor nød til at spørge: Ved du hvad den hedder? Og hvor jeg kan købe den? Har du den i haven og synes den spreder sig værre end skvalderkål? Eller spiser dræbersneglene den til morgen, middag og aften?

Vejen frem..

2010-11-04T09:01:00.004+01:00

Jeg går hjemme i disse dage. Sygemeldt med stress, og med brug for en timeout. Jeg er nået frem til, at det faktisk er ok. Og at jeg derfor har tid til at gøre det jeg synes er vigtigt. At tænke, læse, glo ud i luften, reflektere over mit liv og hvor jeg er på vej hen. Og måden jeg gør det på.

Min læge kunne sidste fredag også konstatere at jeg har en moderat depression. Det lyder så skræmmende når jeg ser det her på skrift, men det føles faktisk meget rigtigt. Og jeg føler mig nu i et "kom videre"-humør, ikke på den der "glem-det-og-tag-dig-sammen"-agtige måde, men mere i en "gør-noget-ved-det-og-rejs-dig-stærkere"-retning.

Mit største problem er at kunne se hvad der faktisk lykkes. Hvad jeg er god til. Hvor mine styrker er. Får jeg noget pænt at vide, undskylder jeg det, eller finder fejl. Jeg er rigtig dårlig til at tage imod ros, og endnu dårligere til at tage imod kritik. Det bliver personligt, og jeg føler mig overbevist om at jeg er et dårligt menneske. Mere end alle andre. Og at jeg da snart må blive afsløret i mit snyd som forklædt "sød".

Derfor har jeg det også hårdt med min rolle som mor. Jeg synes faktisk det er supersvært, for jeg finder mig mange gange dagligt i konflikt med den der indre lille pige, som lovede sig selv en masse da hun selv stod med sin egen mor. Hver gang jeg hæver stemmen, synes jeg ikke blot jeg lyder som min mor, men jeg BLIVER hende. Om det er rimeligt eller ej kan jeg slet ikke vurdere. Men jeg ved at det er den absolutte største frygt jeg har - at blive min mor.

Samtidigt er det en sorg at jeg er bange for at mine egne piger så får det ligesådan med mig. Tænk sig! Jeg tager allerede sorgen på forskud. Jeg ved udemærket godt at det er dumt af mig, men det er svært at lade være. Oveni kommer skyld og skam, når folk siger jeg har verdens sødeste piger - jeg ved det, og burde derfor være mere taknemmelig, tilsyneladende. Det bliver også en slag pres.
Men nu er tiden kommet til at jeg vil være Lina-mor. Jeg er det allerede, jeg ved det godt, men jeg vil selv kunne sætte pris på det. Og jeg vil kunne se det! Fandme!

Jeg udnytter at kunne hente dem tidligt. Og skider på gode manerer og spiser jordbær snører på den eneste rigtige måde det kan gøres på... Og så må jeg tage vejen frem. Små skridt, men den vej jeg gerne vil. Jeg føler jeg har taget de første trin. Nogen gange bliver jeg rundtosset, og forvirret og kan ikke lige finde vej, men jeg har flere hænder der kan føre mig. Et sæt store stærke mandehænder, som faktisk har båret mig frem de sidste par uger og som har hvisket ting i mit øre der endelig når min hjerne. Og to sæt små, lune hænder, lidt snaskede og fedtede men som er så fulde af kærlighed og hengivenhed, ømhed og sikkerhed på, at den vej vi skal er frem. Sammen.

Fryd

2010-11-01T11:48:00.005+01:00

I dag har jeg været i haven. Sådan alene, uden afbrydelser og 'Mooooaaarr vil du gynge mig'er til at forstyrre hvad jeg er i gang med. Jeg har faktisk ikke været rigtigt i haven siden sommerferien, hvor mine forgyldte planer om farvekoordinerede bede, formklippet buksbom og bevidst beplantning fik en ordentlig skalle. Siden løb jeg tør for kræfter, eller også mistede jeg bare fokus.

Men jeg ville jo egentligt gerne, og ved at jeg til næste år ærger mig (igen) fordi jeg udskød at plante den der staude jeg alligevel syntes stod forkert, eller fordi jeg bare blev doven og ikke gad. Det sker hvert år, og jeg har på den konto mistet nogen ting som jeg egentlig var rigtig glad for - en gøgeurt som jeg fik af min far, men som kom til at stå et dumt sted hvor den bare døde stille og roligt. En edderkoppeplante som kom til at stå der hvor pigerne tilsyneladende havde en sti til hulen - fandt jeg ud af bag efter. Andre historier findes i kataloget, og jeg ærger mig.

Jeg har sammen med Anne bestilt en mængde blomsterløg, som bare skulle i jorden. Det er blevet udskudt af flere grunde - dårligt vejr, dårlig tid, dårlig evne til at rejse sig af sofaen... Nu skulle det være! Og i dag blev det - der er blevet delt, flyttet, plantet, lagt løg og nydt i store mængder. Jeg kan ikke tage billeder af det, for billedet findes tilsyneladende kun i mit hoved. Men tulipaner i lilla, skilla og allium er plantet i det blå bed, mini-tulipaner, narcisser i hvide og grønlige nuancer i det hvide bed, og gule tulipaner og narcisser i mit gul-orange bed. I det pink/røde bed er der sat en ret stor mængde vibeæg... det bliver godt! Og at sidde i sweater, møgbeskidt og kunne dufte en kop varm the, jord og fugtig have, mens alt er stille var belønningen for nu. Det bliver så meget bedre til næste år!

KolortelandNEWS

2010-10-31T06:32:00.005+01:00

Endnu en gang er en måned hastigt draget forbi. En med en ferie indopreret i midten, som var både tiltrængt og nødvendig. Efteråret levner ikke meget plads til at dvæle, det er som om alting skal afsluttes, nåes og startes efter sommerferie og inden nytår.

Men i glimt er det alligevel blevet til noget. Et par dage i hjemmet med maveonde resulterede i enorm hygge i vores indendørs hule - i vindueskarmen med gardinerne trukket for, med madkasse, tæppe, pude og bamse.

I gang med af fabrikere gaver til efterårsferiens store kombinerede fødselsdagsfest Farmor/Olde Will.

Tøsetur UDEN farmand til McD, igang med at fortære burgere og kyllingedimser (i absolut laveste kvalitet, ja ja) med stor entusiasme (for jeg har besluttet at mine børn ikke skal blive direkte mærkelige af mine holdninger til mad).

Eftermiddagslur på sofaen i det lune tæppe af mormors, ild i brændeovnen og kakao lige rundt om hjørnet.

Rovfulgeshow med alle kusinerne (til glæde i al almindelighed og Marie-glæde i særdeleshed, det ses vist tydeligt).

Gåtur i det Silkeborgensiske med indlagte klappepauser af en sød (og lidt grim) hest, der var vild med at få græs.

Venten med læææængsel efter farmor og farfar til "bedsteforældredag" i O.D. Samvær hvor alle bedster kom for at se hvordan det er at gå i klassen, og snakke om hvad de selv havde lavet med deres egne bedsteforældre, til deres egenskolegang og hvornår de så de skønne børnebørn første gang og andet.

Dans på fortorvet hvor Thilde og jeg går efter aflevering af Anna. På de helt rigtige dage, med det helt rigtige lys, kan vi danse med særligt lange ben....

At råbe og synge i "vores" tunnel og nyde lyden der er derinde - og kigge på den mærkelige graffiti som jo nærmest er obligatorisk i en tunnel.

Og at komme ned for at kigge til pigerne, som er kravlet op til hinanden i sengen og er faldet i søvn. Det er da idel lykke...

Alt det er oktober også. Men oktober endte også med at være en ferie hvor jeg virkelig skulle mærke efter. Min diabeteslæge havde sagt at han syntes jeg virkede stresset, og han anbefalede en sygemelding. Det var svært at sluge, for er jeg mere stresset end vanligt? Og kan man være stresset når man har et deltidsjob? Men efter en tur til egen læge stod jeg med en 4 uger lang sygemelding i hånden. Og en recept på medicin mod depression. Meget mærkeligt, men efter en uge også meget godt kan jeg mærke.

Og nu må jeg så se. Der er ting der skal arbejdes med, det ved jeg. Men mit løfte om at fokusere på det gode jeg gør, og løfte det frem i lyset for mig selv, skal jeg stadig stå ved tænker jeg. For det er vist virkelig dér skoen trykker - at kunne se egne evner (og ikke kun egne begrænsninger). Der arbejdes videre imens at november står på spring.

Havedepression

2010-10-20T11:50:00.005+02:00

Jeg bruger ikke ret meget tid i haven om efteråret. Jeg har nærmest ikke været der siden min sommerferie sluttede. Og ja, jeg ved godt det er synd og skam, men jeg har det bare som om at gassen er gået af ballonen. Nu er efteråret her helt sikkert. Og hvis jeg skal nå det, så er det nu.

I dag slæbte jeg mig ned i drivhuset for at tage skaderne i nærmere øjesyn. Det var vildt deprimerende. Alle tomater står med slaskede blade, og jeg har høstet en hel kæmpe kurv fuld af ufærdige tomater. Jeg har forsøgt at redde mine chili'er og små røde pebre. Nu står de i min entre og jeg håber at de kan overvintre der.

Mine georginer står som kogt spinat i bedet. De er HELT færdige med at se godt ud, ligesom mine squash der aldrig rigtig kom i gang i år - heller (og det kan virkelig gøre mig deprimeret at jeg end ikke kan gro squash - har nogen hørt om problemer med det? Jeg troede problemet med squash primært var at komme af med dem...).

Vores hæk - vores laaaange og tykke (og dødirriterende, bevares) hæk er blevet fældet. Og derved er jeg nu havnet i det, som jeg aller mindst kan li' ved nybygger-kvarterer - de tomme haver. Mangel af alder og tid. Bart og nøgent. Jeg kan mærke at jeg i den grad savner min hæk! Men ja, jeg ved godt at man skal så grueligt meget igennem før det bliver godt. Og jeg ved også at det ikke er mig der år efter år har klippet satanen som sender torne i alle retninger. Jeg har til gengæld ligget på knæ og fået torne op i fingrene, med ømme og tykke led til følge. Så jo, den skal væk... men hulk alligevel!

Og for ligesom at understrege den triste stemning har det regnet helt vildt. Så jeg har ikke fået plantet alle mine løg endnu...

Løsningsforslaget lå ligefor: The, tæpper og hjemmebagte cremelinser. Lidt godt må der være for at man kan klare sådan en efterårs-have-depression. Og jeg er overbevist om at til næste år, SÅ er energien der helt til oktober. For år for år får jeg mere lyst, tid, og kræfter til at gøre haven til det jeg vil. Og en smule "armchair gardening" er vel ikke at fornægte heller?

Sy(ge) dage...

2010-10-12T17:35:00.003+02:00

Jeg har besluttet at genoptage nogle af mine interesser. Det er blevet skubbet for langt ud, og jeg kan mærke at jeg længes. Og det er jo som om at mit stofindkøb ikke er blevet begrænset. Så håbet var at få tømt lidt ud, og samtidigt få produceret et par langærmede sager til småpigerne. Jeg gik i gang i weekenden med at hive ud af skabet. Det blev til "blåbær"kjolen, som er lavet af velour. Stoffet er købt her, men det var vist en rest. Der er dog meget andet godt, ved jeg med sikkerhed.

Mønsteret er fra min elskede "Sy børnetøj 4-7 år" som du anskaffer dig her... Det er det der hedder A-form og er blot syet med rouleau i halskant og ærmekanter... en nem lige sag når man har sig en overlock (fik jeg sagt at jeg ejer en overlock?... muuaaarrrhhhhh)...

Men velour, det bliver jo hurtigt sådan lidt 70'er retro tænker du nok, og du har helt ret.
Jeg har dog indkøbt nogle gode sager i Stof&Stil, blandt andet et par omgange lyserød/pink/coral,mørkerødt-halløj, som blev til disse Molo-inspirerede kjoler til pigerne (syet efter samme grundmønsterbog, blot det der hedder Form 1). Jeg syede dem i eftermiddags... jeg har nemlig været hjemme i 2 dage. Jeg har haft vederstyggeligt ondt i maven, og det bliver bare ikke bedre af at stofbunkerne ligger og griner af mig på køkkenbordet (måske jeg også derfor blev på sofaen). Men efter frokost i dag fes jeg ned efter mine unger, for min mavepine fortalte mig at den var på vej væk, og til gengæld blev afløst af en overstrømmende trang til at være sammen med småpigerne. Og sy kjoler til småpigerne.

Med en overlocker (hov - her er den igen) går det temmeligt stærkt. Ungerne var hentet kl 13, og kjolerne var færdige kl 16.... med indlagt kaffepause...

Jeg elsker at sy i velour.... jeg skulle aldrig ha' troet at de ord kom over mine læber, men det gør det nu... og jeg overvejer julegaver knaldet sammen hurtigere end man kan tage sko på, køre til Århus og bevæge sig rundt i diverse butikker.

Jeg overvejer meget lige nu. Men altså, ikke længere hvordnår jeg får brugt af velourbunkerne.. de er begyndt at falde.

Jeg kan lige nå at tømme lidt ud i efterårsferien inden jeg drager mod messe i Fredericia... mon ikke depoterne så stiger igen?

Weekending

2010-10-12T17:29:00.004+02:00

I den sidste weekend var det dejligt vejr. Der var planer om ture i haven, men de gled ud i sandet. Det blev i stedet en weekend med sofa, the, strikketøj, krimi og symaskine... Det blev til en lillepige der bagte sine første småkager. Det blev en stor pige der skrev sit eget lykønskningskort... man går vel i O. klasse??

Det blev til skovtur, svampejagt og også bare øjeblikke med nydelse over den nu tændte radiator...

weekending..

2010-10-06T09:06:00.002+02:00

Jeg har besluttet mig for at prøve at indfange det gode. Jeg er stresset, og har faktisk svært ved at filtrere tingene i min hverdag. Og jeg kan se, at alting ikke er lige trælse, hvis jeg fokuserer. Og jeg tror på, at jeg ved at fokusere på det gode, det der får mig til at blive glad, smile og blive varm indeni, og så glemme det andet, ja så må det give et skub i den rigtige retning. Ikke at dette skal blive endnu en af de ting, der skal flueben ved, for dem har jeg ved Gud ikke brug for. Men fokus på det gode jeg OGSÅ gør... og som min familie gør.

I den weekend vi lige har været i, lavede vi flere ting, ikke meget, men godt. Der blev bygget et pindsvinebo til at stille i haven til de små pus... med egen indgang, selvfølgelig, og dørskilt, hvad ellers?

Og der blev bagt cookies efter en nyfundet opskrift, som skulle vise sig at være noget af det bedste og nemmest jeg har prøvet endnu. Den helt rigtige overflade opstod, sprøde, seje og bløde på en gang. En virkelig vellykket cookie, som det tog 10 minutter at lave - hverken mere eller mindre (ja, ja, altså uden bagetid, ok?)... Prøv dem i det kedelige vejr vi lever i, og bliv opløftet! De ligger lige her.

Pindgris

2010-09-30T18:54:00.002+02:00

Denneher lille fyr mødte jeg i haven i går. Ikke større end en tennisbold, gik den rundt og snøflede ved højlys eftermiddag. Og det er ikke andet end 3 dage siden vi så en anden og mere grandvoksen udgave rende rundt en morgen i dagslys også. Det har jeg aldrig oplevet før. Men denneher var så yndig og nuttet, at vi simpelthen var nødt til at prøve at kigge lidt nærmere på den.

Så gør det faktisk ikke så meget at det er efterår... når man en solvarm eftermiddag får lov til at møde den lækreste lille baby pindgris...

KolortelandNEWS

2010-09-29T17:44:00.008+02:00

Septembers himmel er så blå... og Thildes øjne er ligeså. Denne måned står unægteligt i Thildebergs tegn. For 4 år siden kom hun til verden, lille og stille. Det er hun så ikke længere... altså stille. Men lille - jo. En tur til lægen til det årlige tjek og et lille stik afslører en pige som er tynd. Aller nedest i vægt-kurven. Men lægen sagde at det havde jeg sikkert styr på, så det ville hun ikke informere mig mere om. Vi opgraderer mængden af ostehapser og kanelsukker, og holder fast i sødmælken endnu. For 13 kg er ærligt talt ikke meget, og det største problem jeg har, er at hun ikke passer noget tøj. Alt falder ned om rumpen på hende - men så har man vel en undskyldning for at finde symaskinen frem....

Og hun er da usædvanligt skøn. Og smuk... hun har det som en fisk i vandet, da storesøster så absolut er kommet over "honeymoon" perioden i skolen. Hun har det svært med det meste - tage tøj på, udføre blot en ting som man ber om (tage sko på, f.eks)... Og heldigvis (eller desværre) er der jo altid et barn som opfører sig eksemplarisk. I denne omgang er det Thilde.

Og der var da også børnefødselsdag med vennerne, med de bestilte franske hotdogs (meget nøje bestilt!), kager, tjams og skattejagt. Det var en helt igennem super eftermiddag...

Thilde ønskede følgende dagsprogram for selve dagen: 1. en togtur til Århus, 2. en is i Århus og 3. at spise på restaurant. Og det lyder jo mærkeligt, at barnet der ikke spiser bestiller et restaurant-besøg, men vi kan her oplyse at det MEGET bestemt skulle være på Amanda - den lokale grill-snask. Her bestilte pigebarnet en fransk hotdog (fik jeg sagt hun er i en fransk-hotdog-periode) UDEN (igen meget bestemt) snask i. Javel!

En superlækker is blev nydt på smutturen til Århus. Hun ville kun køre i tog og spise is, så vi tog hjem igen efter 1 time. Så det blev også til eftermiddagslur til hele familien, inden Amanda-besøg...

Det blev til en velbesøgt familie-fest, hvor alle kom og fejrede Thilde. Vi nødt godt af både bedsteforældre og flere hold gode venner, så sådan en 4 års fødselsdag kan ikke fejres med mindre vi bliver til 17 mennesker. Det er lige noget Thilde ka' li....

Jeg nåede at godte mig over andre menneskers samtaler om børn der ikke vil sove om natten (og ja, jeg lærte at det ikke er pænt at godte sig, da Thilde samme nat fik denne sæsons første omgang ørebøvl... og dermed allerede har midstet det ene dræn i øret. Fedt, det bliver en laaaang vintersæson).

Det er blevet til formiddage i nattøj, i gang med at lege baby-og-mor med den efterladte sut (vi takker!).

Det blev til en ny cykel til en meget stor Anna.

Det blev til eftermiddags-the i haven, med nylavet blåbær-marmelade med pastis og hjemmebagte müsli-boller.

Og det blev til høstfest i børnehaven, hvor æblerne gøres klar til at kunne blive mostet i pressen...

Alt i alt en dejlig, men alt for fortravlet måned. Masser af aftenmøder både på vores egen skole og i Annas. Uger der er fyldt op med aftaler af både dejlig og mindre dejlig karakter. Mangel på tid der får både voksne og børn til at mugge. Og en have der burde luges en sidste gang, men som jeg kun orker at dumpe ned i når jeg vender snuden hjem. Men nu, NU, er alting bedre. Kalenderen er mindre fyldt, og vi aner en efterårsferie i nærheden. Der planlægges om vi nu skal forsøge med en omgang bål-mad. Der skal spises op fra fryseren inden vi modtager vores nyslagtede lam. Hvidløgene skal lægges så de kan få frost og blive store til næste år... og de nyplantede blåbærbuske skal give de sidste bær, inden vi lukker og slukker for bærsæsonen for i år. Det skal nok ende dejligt.

Vendestrik

2010-09-18T09:29:00.003+02:00

Jeg lovede at jeg ville vise hvad jeg har brugt en del aftener på den sidste tid. Når jeg siger en del, så er det egentligt ikke fordi at det har taget lang tid at strikke den. Der har været kursusdage, sygedage og forældremøde-aftener nok at tage af. Og de stille aftener foran fjernsynet har også være der, men er hurtigt blevet erstattet af ligge-i-sengen-og-læse-aftener, fordi jeg har være dødtræt. Mit arbejde fylder uhensigtsmæssigt meget på den trælse måde, og det dræner for energi. Og tiden er også bare travl, weekend efter weekend går uden tid til ingenting.

Nok med brok. Hermed vises et stykke lækkert vendestrik... lige inden jeg er nødt til at trævle 2 ærmer, en ryg og et forstykke op. Stort set hele trøjen... Og hvad kan man så lære af det? Mål ALTID barnet grundigt (og her mener jeg RIGTIGT GRUNDIGT) inden du fortsætter med at slå op...

Trøjen er en klassisk vendestrikstrøje a la dem der findes i bogen som du kan finde her. Bogen er skrevet af min foretrukne børnetøjsforfattere som udgiver på forlaget Vingefang. Du kan finde et link til deres bøger her på siden også.

Garnet er købt her og kan kun anbefales. Det hedder Schoppel Zauberball, og jeg har egentligt købt et nøgle på håndarbejdsmesse sidste år. Det var bare sådan et køb, som trillede ned i min indkøbskurv... Da jeg senere, meget senere, så noget hvor jeg tænkte "aha, det er lige dét, som mit tryllegarn skal bruges til"... ja så var der jo ikke andet for end at købe noget mere.

Jeg har brugt 2 nøgler i alt, samt en hvid uld af ubestemmelig herkomst, men eftersom at trøjen var lidt for bred foran, og til gengæld lidt for kort på ærmerne (ØVVVV), så tror jeg måske at 2. strikning kommer til at være cirka lige så garnforbrugende. Når jeg har strikket den færdig igen, så kommer der måske en tegning med nogle løse mål...

Provokeret

2010-09-13T19:07:00.002+02:00

I går aftes sendte DR2 anden halvdel af programmet Danmark mod Danmark. Det handlede om de kulturradikale mod den mere konservative del af vores befolkning. Særligt handlede det om Poul Henningsen, PH, som foretaler for den frigjorte tanke, og et opgør med de snærende bånd som normer, traditioner og religion kan være. Ihvertfald når tanken ikke er fri, men bliver afklapset og forhindret.

Jeg synes programmet var meget spændende, fordi jeg er tiltalt af tanken om den frie tanke. Ihvertfald på nogle planer kan jeg følge med intellektuelt, og stiller mig op i køen af folk, der faktisk hepper på at vi må have udvikling for at kunne blive til bedre og lykkeligere mennesker. For mig virker det som om man skal starte med at udvikle sig selv, og droppe at opfylde andre folks behov for at passe ind.

Og jeg synes også at snakken er ganske aktuel. Jeg mener f.eks at vi virkelig har brug for en kropsfrigørelse igen. Vi tror efterhånden på at vores kroppe skal ligne noget overjordisk. Vi skammer os så snart vi ikke ligner en norm der ikke eksisisterer. Vi fræser hen til plastik-kirugen og får lavet så bizarre indgreb som en kønslæbe-operation, fordi vi mener der er noget for meget (og ja, det er der sikkert nogen der har et oprigtigt behov for, men det skal ikke være normalt!). Jeg arbejder i en SFO, hvor piger i 2.klasse bliver flove over at skulle tisse i en skov. Og simpelthen ikke kan det. Eller som ikke vil bade og klæde om til gymnastik. Det mener jeg faktisk vi har et stort ansvar som voksne for, og hvis ikke vi går vejen først og viser at det ikke er mærkeligt eller sært, så kan vi kun takke os selv.

Modsætningen blev i programmet repræsenteret af flere medlemmer af Dansk Folkeparti. Det er selvfølgeligt ikke særligt objektivt, da det sikkert er andre kulturradikale tilhængere der har siddet på DR2 og klippet skidtet sammen, men alligevel kan man jo høre hvilke holdninger der ligger til grund for deres verdensopfattelse.

Jeg var dybt rystet over disse holdninger der blev lagt frem. Jeg ved det jo godt, men glemmer alligevel fra gang til gang, hvor anderledes jeg synes det er. De er f.eks også kristne, ligesom jeg. Kan vi virkelig være så forskellige i vores opfattelse af verden, mennesker, poesi og værdier?
Og samtidigt repræsentere noget der i overordnet forstand burde være det samme?
En ting fik jeg med mig. Indmeldingsblanketterne til Dansk Folkeparti kommer til at vente til evigheden på mig...

FCS

2010-09-08T07:47:00.006+02:00

I blogverdenen findes en klassiker, som går sin sejrsgang. Den hedder "February Baby Sweater", og er designet af Elizabeth Zimmerman, som du kan læse mere om her. Hun ville være fyldt 100 år for ikke så længe siden, og jeg glædede mig over at vide at hun har været på denne jord, og at hun faktisk har givet mig 2 af de mest brugte strik-ting jeg har lavet nogen sinde.

For et år siden strikkede jeg "FLS" (February Lady Sweater), som du kan finde her. Jeg går med den hele tiden. Og har besluttet at jeg skal lave en til. Det er et fantastisk stykke strik, som er nemt at gå til, og som sidder skønt. FLS er egentligt ikke Elizabeth Zimmerman, men blot baby-sweateren forstørret og tilpasset voksne mål. Så jo, det tager alligevel afsæt i hendes opskrift.

Og det fik mig sidste år til at kreere denne skønne sag, som jeg så har døbt FCS (February Child Sweater). Jeg har ikke en opskrift, men kan anbefale at man først strikker en voksen til sig selv. Bagefter har man mulighed for at måle efter, regne ud hvor stort et bærestykke ens barn har brug for. Og så er det egentligt bare at køre derudaf.

Jeg har strikket den i ICELAND garn, som er en skøn blanding af uld, akryl og alpaca. Det betyder mine unger faktisk gider gå med det. Det er varmt og blødt. Og bedst af alt: man kan bruge pind 3½-4....

Projektet var temmeligt hurtigt overstået, og jeg overvejer også en gentagelse af børnemodellen. Måske jeg skal prøve mine egne anvisninger, og strikke en til mig selv... jeg tænker brun/beige, eller måske lilla? Eller en grå?

Jeg tænker flotte træknapper, eller måske dem som jeg var så heldig at finde til Annas? De passer nemlig superflot i farven, og har det smukkeste mønster. De lå i min knap-kasse i 3 år inden de fandt denne trøje at bo i. Men det er virkelig et hit. Så ventetiden var bestemt det værd.

Så er jeg hermed også startet med at vise lidt frem, af alt det jeg laver. Nu har jeg valgt en gammel model, for de lå lige til højre-benet. Næste step må være de to vendestrikstrøjer jeg er ved at lave til pigerne. Jeg fik inspiration her.... (og hermed er det så konstateret, at jeg godt kan finde ud af linke til andre steder på nettet. Det vil alle vist få glæde af!).

Hip hip...

2010-09-07T13:15:00.002+02:00

I morgen fylder min lille pige 4 år. Det er helt vildt, at det allerede er 4 år siden jeg tussede rundt på Skejby Sygehus og troede jeg skulle føde. Thilde har altid gjort tingene på sin egen måde, og vendte derfor hovedet den anden vej i sidste øjeblik. Meget Thilde'sk. Hendes standard-svar til et hvilketsomhelst spørgsmål vil lyde: "Naaaajjj - ja". Man må hellere være sikker og sige nej først. Når man så har haft lidt tid til at tænke sig om, kan man jo altid ændre mening.

Om ½ time skal jeg ned i børnehaven og hente 6 små unger. De skal hjem og holde fødselsdag herhjemme, og jeg glæder mig faktisk helt vildt. Jeg elsker at holde fødselsdag for pigerne. Jeg elsker at pynte kager, bord og gøre fint. I dag har jeg haft en fritirsdag. Men fri er det ikke blevet til. Det er i stedet byttet om til drønen rundt og bage, pynte og forberede skattejagt. Lave slikposer. Arrangere blomster.
Ja ja, jeg ved godt at børnene er lidt ligeglade. Men jeg tror faktisk på at man også godt kan gøre det til noget højtideligt ved at køre lidt pynt i stilling. Jeg bruger hellere min tid på det, end at gå på arbejde så jeg kan tjene lidt flere penge og gi' en tur på McDonalds.

Jeg tror på det! Og nu skal jeg liiiige nå en kop kaffe inden vi dykker ned i fødselsdagstam-tam'et.

I min køkkenhave...

2010-08-29T20:36:00.003+02:00

Mine timer i haven er sparsomme. Det er de altid efter endt sommerferie, men jeg glemmer det alligevel hvert år. Og det er også som om at haven er ovre det stadie, hvor det hele struttede... nu er det blevet stort, og en del ting skal have både krykker og seler for at holde sig oprejst. Vi er med andre ord nået til plejehjemsstadiet... Afblomstret, og ikke mere det hotte. Det er i virkeligheden meget trist.

Visse ting er dog ikke nået dertil endnu, og mine georginer er kun på teenagestadiet. Der er farver, strut og masser i vente (omend de også skal ha' krykker engang imellem).

Noget andet som endnu forventes mere af, er mit kålbed. Og her sker der ting og sager... Det at ha' inviteret kålen indenfor i haven betyder en stor mængde larver her og der. Jeg har sprøjtet i drivhuset med noget øko-halløj, så indtil videre er det kun i højbedene de boltrer sig. Og det fik de så lov til et par minutter.. Anna var min villige assistent til en omgang fotografering.
Hvis ikke de var så trælse, så ville jeg synes de var meget søde...

Baby-blød og grøn ser man vel meget uskyldig ud...

Men altså... farvel og tak! De fik et kys af Anna og røg derefter en tur under sålen på en størrelse 31. Sådan!

Snøft, host...

2010-08-20T10:52:00.006+02:00

Jeg har snart brugt 5 dage på sofaen... halsbetændelse atter en gang. Nu er mit ondt i halsen erstattet af et hoved som er fuld af snot og virker dobbelt så stort - men absolut ikke dobbelt så kvikt.
Hvad skal tiden gå med? Tja, et glædeligt gensyn med mine engelske krimi'er der nærer min engelske afhængighed på mange måder - denne gang Lewis, som må gå som en af mine absolutte farvoritter. Tilpas med engelsk arkitektur og have-halløj, til at man virkelig tror på at hele England ser sådan ud...

Faktisk er seriens forgænger Morse, grunden til at jeg som ønske kom en tur til Oxford, da jeg som 14-årig var i England alene. Jeg var blevet transporteret over kanalen af en veninde og hendes forældre, og sat af i Bicester i nærheden af Oxford. Min far havde skaffet en kontakt til en kollega som kunne have mig boende. Besøget var både godt og skidt. Jeg fik indsigt i hvordan en familie OGSÅ kunne være (og det var ikke til det bedre), indsigt i lilla-langhårsgulvtæpper og puffet tapet, som jeg aldrig havde oplevet det før. Det var en indføring kulinariske højdepunkter som udsmattede ærter og chips.

Det blev til besøg i en børnehave, hvor børnene ikke blot talte engelsk, men på en så uforståelig måde at jeg knapt fattede hvad de talte om. Det blev et besøg i Oxford, som ikke kun rummer skønne gamle bygninger, (for jeg som drømte om at komme til at se den "klassiske Inspector Morse"-universitetsgård), men som også rummer almindelig grim bebyggelse - og faktisk tilsyneladende mest af den.
Jeg havde enten misforstået det hele, eller var havnet ved knapt så Morse-interesserede mennesker. Jeg så ingen gamle kirker eller universiteter (og hvor underlig er man som 14-årig at ville det?). Jeg så en butik der mindede om Matas, og købte en sparebøsse udformet som et får. Jeg har den stadigvæk.

Mit andet ønske var at komme til shopping-mekkaet London, hvilket jeg også kom... meeen. Det var på en søndag. Der var absolut lukket. Men jeg så Tower Of London (og familien flippede skråt ud over noget krigsmuseum som de absolut måtte se - beghøver jeg at sige at jeg som 34-årig nok stadigvæk ikke synes det er ret spændende). Jeg besøgte Scotland Yard med roterende trekantet logo og alting, og spiste flade burgere i deres kantine med udsigt over byen og med stærk engelsk sennerp ved siden af.

Og jeg så dette sted, som står helt klart for mig endnu. Det var det England jeg gerne ville se. Stedet hedder Blenheim Palace, og det er et sted jeg gerne ville besøge igen. Også den dejlige lille by der lå lige ved siden af, Woodstock, står højt på min ønskeseddel.

Det er dage jeg husker både med en teenagers tåkrummeri, men også med en temmeligt anglofil tilbøjelighed allerede dengang. Det er bevist. Jeg kan ikke gøre for det... det har altid været der. Og nu vil jeg ind og nyde en omgang Agatha Christie mens ungerne leger udenfor.

Framnäs

2010-08-13T16:56:00.006+02:00

Igen i år drog vi til Sverige for at holde en uges ferie. Det var alt det vi havde håbet på og lidt til. Det var lune sommeraftener opslugt af bøger, spil og voksensnak.

Det var håndfulde af skovjordbær som man plukker mens man er ude at gå verdens længste 2 km's gåtur.
Det var indlagte frokostpauser med udsigt over Vättern og frit fald ud over skrænten...

Det var en tur til Tegnér-tårnet som stod midt ude i en skov. Med vidunderlige blåbærbuske lige ved siden af.

Det var den yndigste lille, søde og døde mus som bare så ud som om den sov.

Det var kajakture til gutterne, STORE farlige gedder i vandet som skulle harpuneres og fortælles om... og som skulle fanges!

Det var glæden over at fange den - vi skynder os straks at sige tillykke til onkel Kristian og fætter Klaus (som er de eneste der IKKE er med på billedet).

Det var lejrbål ved Sjöstugan med underholdning, snobrød, pølser og afslapning.

Det var ture på vandrutsjebanen, både med kusinerne og med den ny-fundne kærlighed Rasmus "Luffe" Hastrup... (jeg har nu to piger som er parate til at rende bort med ham).

Det var ristede skumfiduser på "Utsikten" som vi godt kan li' det.

Det var kusinekærlighed på kryds og tværs.

Det var en tur til Tjolöholm Slot i silende regnvejr, en flot oplevelse både inde og ude.

Det var smukke tapeter, glasmosaikker i loftet, luxus og overflod som var uforståeligt for os almindelige dødelige - og tanken om at man faktisk kan tage herop på kærlighedsferie lokker en smule...

..Og det var en overnatning i vores elskede Hjärtared, endnu en gang et stort hit. Vandet var varmt, tøserne var så store at de kunne sove sammen, pølserne smagte dejligt på Trangia'en og vejret holdt i år.

Det var en vidunderlig ferie hvor vi har haft oceaner af voksentid (og DET skal man ikke kimse af når man har småbørn) - faktisk så meget tid for os selv, at vi ikke helt synes vi så ungerne nok. Men også uvurderlig tid sammen med den store familie må tælle, så skidt pyt.

Framnäs står aller øverst på min ønskeseddel igen til næste år.

KolortelandNEWS

2010-08-09T20:59:00.002+02:00

Juli måned blev alt for kort. Som sædvanligt blev en lang ferie transformeret til varme dage i skyggen med en iskaffe indenfor rækkevidde. Dage med syprojekter til feriekufferten, som er blevet helt uaktuelle nu... Dage med rumpen i vejret i staudebedene og højbedene, i gang med den evige kamp om kvadratmeterne.. der står 2-2 til mig vs. skvalderkål/sneglene...

Det blev også til dage med hjul under fødderne. En tur til den lokale genbrugsbiks (som jeg har fundet igen, fordi den er blevet flyttet derhen hvor vi købte vores nye trægulv) blev til et sæt rulleskøjter til Anna. Jeg har altid været facineret af tanken om at spænde hjul under fødderne, men finder samtidigt tanken fuldstændigt absurd. Men tøsen påstod at hun havde prøvet det i SFO'en, og 25kr er jo ingen herregård...

Farmand har heldigvis stadigvæk sine gamle rullebørger, og sammen trillede de en tur i det lokale. Hun brugte efterfølgende en time selv, og kan nu vende rundt som jeg aldrig har kunnet end tænke på det.

Juli blev også til en tur til Nordjylland hos Anne og Duncan. Det var rigtigt skønt, og dagen efter var vi traditionen tro en tur på Bratten Strand. Det var lige noget Thilde kunne li', med alle de der små søde konkylier som der er på de kanter.

Der blev fyldt champagne på flasker, og der blev undervist i principper som tyngdekraft og vands evne til at søge nedad!

Det blev også en dejlig ferie i Sverige, flere billeder herfra senere.

Den sidste dag blev brugt på maven ved Kalø bådelaug. Tøserne skulle afprøve deres krabbefiskestænger (som er fuldstændigt overflødige, men hva' pokker). De søde krabber blev efterfølgende til en dejlig krabbesuppe.

Juli var alt, alt for kort. Livet på arbejde er startet for mit vedkommende. Jeg kan kun konkludere et: jeg er super kompetent til at holde ferie, for jeg bliver aldrig færdig med at nå alt det jeg gerne vil. Heldigvis er der stadigvæk lidt lyse aftner tilbage, selvom det mørkner hurtigt. Haven kan klare et skud eller to mere... men sommeren er snart forbi.

Stort!

2010-08-09T19:14:00.004+02:00

I dag har det været en helt særlig dag... den MEGET længe ventede 1. skoledag. Det er altid skelsættende at se sit første barn gå ind til nogen nyt; vil det gå hende godt, kommer hun til at lære det hun skal, bliver hun lykkelig for sine lærere og kammerater? Bekymringerne kan godt være mange på den vej jeg ser foran os.

Men i dag var der ingen forhindringer. Vejret var godt, den nye kjole var blevet færdig og med alle knapper i behold, den flotteste georgine var plukket, den spritnye skoletaske pakket..

Hun er så klar som hun kan være. I morgen kommer en ny dag - og hun er bare parat til at få fyldt den lille hjerneskal op med dejlig viden.

Vi starter på et nyt liv, hvor vi skal være på skolen kl. 8:05... Det er vel i virkeligheden den største udfordring lige nu!

Et fund

2010-08-06T21:16:00.002+02:00

For 2 måneder siden forsvandt en af mine yndlings børne-beklædningsdele. En superlækker jakke, H2O - den slags som er vind- og vandtætte. Jeg fik den for 100 kr, sat ned fra 600kr, og jeg har hver gang Anna har taget den på, tænkt at jeg var utroligt heldig. Hun elskede den, og den var slidstærk og rar at have på. Med andre ord: Et fund!

Jeg har ledt højt som lavt, sms'et rundt til samtlige legekammerater som det kunne være ved (og det er mange), set i skolen, set i børnehaven (selvom det ikke er særligt sandsynligt) - overalt. Den dukkede ikke op. I tirsdags kiggede jeg for endnu en gang i Annas SFO, men nej.

I dag var jeg så i den lokale genbrugsbix. Her fandt jeg pludselig en jakke som lignede Annas! Jeg kunne ikke lige finde et navn, men størrelse og andet lignede virkeligt meget. Haps! Jeg købte den for 40 kr... og vel hjemme igen finder jeg faktisk Annas navn i jakken... jo jo! Nu har jeg købt jakken 2 gange, og endnu mere føles det som om at den jakke skulle komme hjem igen med vilje.
Den er stadigvæk og endnu mere et fund!

Feriekuller

2010-07-28T13:48:00.002+02:00

Vi har været på ferie i Sverige... og snart er ferien forbi. Jeg lider i dag af de voldsomste feriedepressioner, som blandt andet handler om at jeg ikke synes jeg har fået nok ud af dagene. At jeg burde have bagt flere kager, spillet spil med ungerne, læst og syet...
Jeg har nået det - men det er vel aldrig nok. Mer vil ha' mer... Som jeg sidder og forsøger at fastholde feriestemningen, dukker disse fotos op. De er taget på vejen hjem i lørdags, da vi slog teltet op som vi plejer. Thilde med far...

Pigerne sammen, hånd i hånd, som vi ønsker de skal gå igennem livet... glade for hinanden og med støtte og lyst sammen.

Og sidst - et billede taget for 4 år siden. Da Thilde var en stor baby i mors mave, var Anna og far på badebroen. I samme smukke vejr, på samme plet. Det er meget sjovt som ting ændrer sig, og alligevel ligner sig selv...

Bryllupsdag

2010-07-27T10:30:00.003+02:00

I går var det vores bryllupsdag. Hele 7 år siden er det, at vi sagde ja til hinanden. Det virker som længere tid - måske fordi vi nåede at være kærester i 7 år inden vi blev ægtefolk. Måske fordi vi har fået 2 børn på de 7 år. Ihvertfald er vores liv i dag væsentligt anderledes end dengang for 7 år siden, hvor vi glade gik hjem til vores lejlighed midt om natten, hånd i hånd, efter en omgang nøgenbadning på den Permanente i Århus.

I går aftes kunne have indeholdt mange ting, og alligevel ender vi ved det stille. Et glas hjemmelavet champagne i haven, mens vi puster ud over endnu en travl dag i en ferie der er ved at rinde ud.

Billedet indeholder mange af de ting som betyder noget for mig: Min have med stokroserne bagved, hvor jeg får afløb for mange frustrationer, får drømme realiseret til virkelighed.
Et vinglas som jeg har arvet fra min mors barndomshjem - historien som er så vigtig for mig at være en del af. Følelsen af at høre til, have rod og at genbruge og værdsætte ting fra før vi blev moderne.
Champagnen, noget jeg selv har skabt, det som jeg elsker. At skabe selv, at vide hvad mad indeholder. At bruge det som er fremme på naturens hylder lige nu, i stedet for bare at gå ned og købe det. At føle man producerer noget som er meget mere værd, end købeprodukter. Her er det ikke kun den reele værdi, men også det man nogengange betaler dyrt for, når man køber luktiøse produkter (og som jeg ikke ville have råd til ellers).

Og sidst min vielsesring - mit ægteskab. At høre til, at have nogen som man ikke engang behøver tælle med, hvis man skulle føre regnskab over venskaber. Det er der bare. Uden det behøver at lyde selvfølgeligt eller småt. Den bedre halvdel er måske så meget sagt - for mig handler det også om at have den halvdel jeg ikke har selv. Ham der fortæller mig, når jeg har gået over grænsen, eller som opmuntrer og aer når jeg synes jeg selv er jordens største idiot. Ham jeg sparrer alting med - nogen gange for meget, andre gange for lidt. Ham som jeg stadigvæk nogen gange undres over, kan tænke så væsentligt anderledes end mig selv. Men som sætter tanker i gang hos mig, hvilket aldrig er dårligt.

Gaver

2010-07-06T20:57:00.002+02:00

Om 2 dage har jeg fødselsdag. Derfor har der i dag været hemmelig ekspedition til storbyen - noget der kan kombineres med en lille tur til ørelægen. Jeg måtte pænt blive hjemme, og fik derfor masser af tid til at nusle færdigt med nogle af syprojekterne. De kommer senere på bloggen, for manequinnerne ligger og sover sødt - den lille med helt fine ører, den anden med mellemørebetændelse. Vi som troede at ørekapitlet var ovre....

Da hemmelighederne var overstået, kom de hjem, og os tøser gik en tur til Kolortelands centrum. Vi skulle proviantere knapper til Annas nye kjole, lidt kantebånd til en nederdel til Thilde og måske også lidt andet godt... Vi fandt en fin skjorte til Farmand, og pigerne var inspireret af dagens tidligere indkøb (og nej, jeg har ikke hørt noget endnu), så gaven skulle pakkes ind. Med masser af tape... masser af papir - og et kort.

Tag din fedeste Århusianske/Hornslet-dialekt på, og du vil straks kunne læse Annas egentlige første forsøg på at stave sig igennem flere ting. Før har den bare stået på "is", "mad" og "gær"... Hun er godt på vej!

Hyldeblomstchampagne

2010-07-02T09:59:00.004+02:00

Det er tid, lige nu! Du kan nå det endnu... at brygge din egen hyldeblomstchampagne. Denne opskrift kommer fra en artikel i Politiken, dengang Camilla Plum endnu skrev i lørdagsliv. Jeg har haft held med den, og mine små notater kommer med. Drikken kan lagres (op til et år, har jeg læst på internettet). Jeg turde ikke gemme min i så lang tid, af frygt for at flaskerne skulle springe. Og et større problem - at det smager så forbandet godt.

Husk at der er alkoholprocenter i - ikke meget, men noget.

24 hyldeblomstskærme
750 g rørsukker
2 spsk vin-eddike (jeg bruger en hvidvins-eddike fra fakta)
4,5 l koldt vand
revet skal og saft af 1 øko-citron

Skold det værktøj der skal bruges - gryde, ske, morterpestil o.l.
Rens blomsterne for dyr og dims, klip de groveste stilke af. Kom i en stor suppegryde eller anden stor skål der kan tåle lidt af hvert.
Kom citronskal, saft, eddike og sukker i til blomsterne, og knus det med en stor ske/pestillen fra en morter, til det dufter dejligt. Hæld det kolde vandhanevand i, rør rundt og læg låg på.

Nu skal det trække i 3 dage. OBS!! Husk at røre undervejs, gerne et par gange om dagen - med en ske som du først har skoldet. Det skulle hindre mug på overfladen/blomsterne (og blomsterne må ikke skoldes, da det er dem der indeholder gær som får det hele til at boble).

Si saften over i sterile flasker (jeg plejer at fylde rengjorte flasker med kogende vand fra kogekedlen, og lade dem så nogle minutter). Jeg bruger selv patentlågsflasker, da man undervejs kan "tage trykket" på flaskerne med et par dages mellemrum. Hvis du gør det, så husk at skolde gummipakningen også.

Gemmes i 1-2 uger et mørkt og køligt sted. Nu står gæringen sin prøve. Det kan gære helt vildt (og har derfor læst at man ikke skal gemme flaskerne et sted hvor man ikke vil have sukker-snask sprøjtet ud over det hele). Jeg modvirker det ved at lette på låget et par gange undervejs, men ikke så meget til sidst. Her skulle der jo gerne opbygges et vist tryk.
Vær varsom når du åbner flasken - og nyd så den dejlige, drik som helst skal serveres kold.
SKÅL!

KolortelandNEWS

2010-06-30T07:57:00.005+02:00

Juni måned er gået, de lyse nætter er her, og vi er nået til noget af det bedste i løbet af året: Sommer!
Vi brugte Skt. Hans i børnehaven, Thilde som Spiderman og Anna hængende fra træerne. Det var endnu en gang en rigtig dejlig tradition, som vi heldigvis kan nyde et par år endnu, mens Thilde går i børnehaven.

Og sådanne aftner skal jo bruges i det gode klatretræ sammen med andre gode venner. Findes der nogen bedre måde at bruge en aften på?

Det skulle da lige være at fejre fødselsdag i Djurs Sommerland, hoppende i trampolin mens man laver noget kung-fu-agtigt spjætten rundt....

Eller susende ned af "Colorado River" sammen med lillesøster og far....

I gang med at lave kæmpestore sæbebobler....

.... der springer hurtigt, med et kæmpe plask!

I karrussel med en noget køresyg farmand, og en mor der takker sin skaber for at det IKKE var hende der blev valgt til denne forlystelse....

Eller i haven, i gang med at fejre sin 6 års fødelsdag sammen med gode venner...

...Duncan og Samuel (som faktisk hedder SaMUUUL, når man er snart 4 og bliver sur over noget)...

..og Anne og Samuel, som godt kunne lide både boller og lagkage...

En god dag slutter også gerne med en iskold smoothie, som nydes i fulde drag....

Derimod sluttes en dårlig dag gerne på denne måde: med en dyne over de ny-opererede ører som nu lukker alle lyde ind. Det kan godt blive lidt for meget, med alle de indtryk.

Forældrene synes det godt kan blive lidt for meget med alle de dræn, som vores børn skal have. Vikar-ørelægen sagde sidst, med trøst i stemmen, at de fleste efterhånden vokser fra det ved 4 års aldren. Vores ældste datter er lige fyldt 6, og fik dræn for 3 uger siden... og i går var det så Thildes tur. Nu har vi prøvet det 7 gange i alt, men dette er første gang en af vores børn er blevet rigtig dårlig af at ha' været i narkose.

Det lille pus brugte en hel dag på sofaen, udstyret med spand og dyne... kl 19 vågnede hun op, åd to store portioner havregryn, og begyndte at snakke som sædvanligt! Vi var glade... lige indtil hun begyndte på at sige "hva' sagde du" - fuldstændigt som hun plejer.

Måske det var sidste tur, men om ikke andet, så er vi nu så gode venner med narkoselægen, at vi kan udveksle minder om Sverige. At han sidder og hyggesnakker med os, indtil næste barn skal ind. Og ørelægen, hende sludrer vi også med, kontordamerne,de kender ungerne ud og ind.

Meeen, lad os håbe på at ørerne fra nu af virker som de skal!

Fundamentsten

2010-06-29T16:25:00.002+02:00

Det er blevet sommerferie, og for et par uger siden efterlyste jeg nogle gode bøger. Forslagene lød bestemt spændende, men må også sande at jeg er under administration mht indkøb af bøger. Min mand mener vi har mere end rigeligt, og jeg vil bare helst selv eje dem. For på biblioteket vil de have dem tilbage, og tænk hvis man ikke lige fik begyndt, eller man lige havde en pause midt i... jeg har betalt en bøde eller to i min bibliotekstid.

Men bøger, dem elsker jeg næsten som børn, og man går da ikke bare af med dem vel? Nogen bøger har jeg til at stå i min reol, for en dag at blive læst og blive min nye yndlingsbog. Sådan gik det med Noah Gordons "Helbrederen", som er min absolutte favorit-bog. Den stod i min reol i 10 år som ulæst-ups-bogklubs-indkøb, til jeg en dag var syg og helt desperat. Jeg elsker den bog!

Denneher gav jeg min mand i julegave i 2008, så den har også være i huset en tid. Jeg har åbnet den 3 gange, læst to sider, og vurderet at det ikke var lige nu. Ikka at jeg regner med den er dårlig.. tværtimod. Jeg købte lillebroren, Jordens søjler, til denne bog for 10 år siden, da jeg gik på arkitektskolen i Århus. Indehaveren af bogudsalget havde for en gangs skyld en roman på hylderne, og han sagde: "det er Dollars i middelalderform, og så lærer man om gotisk arkitektur samtidigt. Det er underholdning!".

Jeg, der har en svaghed for middelalder-halløj smed den straks i indkøbskurven, og var underholdt. Så meget at jeg var nødt til at læse den 3 gange, og forære den til højre og venstre. Men nu er det tid, kan jeg mærke. Og 100 sider inde i bogen kan jeg se, at sommerferien slet ikke er lang nok - for med 1100 engelske sider at læse, 5 små kjoler/bukser at sy og tæpper at hækle og bluser at strikke, ja så er der nok til 2 måneders ferie.

en junidag...

2010-06-22T08:21:00.002+02:00

Et halvt år er gået. Og alligevel virker det IKKE som om vi skulle være i en af årets varmeste måneder. Mine tanker går mindst en måned tilbage, og selvom jeg i år synes jeg var lidt på forkant med køkkenhaven, og faktisk havde husket at få forkultiveret både bønner og ærter, salater og tomater, så nytter det jo ikke noget. Alt står nærmest stille.

Dog har mine asparges givet flittigt, omend lidt sent. De sidste blev spist i søndags. Med manér: sammen med sommerkål med kørvel, estragon og dild, en helt aldeles friskfanget multe og så aftenens clou: hjemmelavet sauce mousseline, som bare er hollandaise med en klat flødeskum.

Ved den dumpe, dunk-dunk lyd man kan lave i en portion hollandaise/bernaise, blev jeg henført til mit barndomshjem, hvor jeg også husker de gange der blev lave hollandaise-sovs. Smagen af smør, lyden og duften... mmmmm! Nu fik mine egne unger lov til at nyde.

I går aftes var det så årets længste dag, og jeg tænkte det skulle fejres i min have. Det blev til lidt lugning, men alligevel var det terrassen som trak. Ikke mindst skulle "regatta-lamperne" indvies (man er vel fra Silkeborg)... det blev en stille aften, med fuglesang, lyden af hidsige myg parat til landing, levende lys og dameblad.

Udsigten fra mit sted er god. Man kan se køkkenhaven, en snip af staudebedene (og på afstand ser man slet ikke al skvalderkålen), og det nye flotte tag.

Der er snart ferie. Torsdag er sidste arbejdsdag. Og det trænger jeg virkelig til. Mit arbejde fylder både i hovedet og maven. Jeg har givetvis selv været en aktiv medspiller i, at få ondt i maven over det. Men jeg er skabt sådan, at jeg ikke bare kan tie stille. Er der et problem, er jeg bare nødt til at brokke mig - højtlydt. Det giver knubs at stikke næsen frem, og selvtilliden er faktisk ikke særligt høj. Jeg tænker altid at det er mig der er for fintfølende, for kritisk eller for krævende. Men oplever jeg at andre faktisk har det lige som jeg, og det gør jeg, må jeg jo bare skubbe det bagud i hjernen og tage boksehanskerne på...

Måske jeg bliver sendt til tælling allerede i dag... måske i morgen. Måske slet ikke. Men hvem vil ikke gerne vågne op fra koma til sommerferie og udsigten fra min yndlingsplads i haven?

Stolt!

2010-06-13T15:20:00.005+02:00

I går var det blevet tid til ridestævne. Det første af slagsen, både for barn og forældre. Anna var spændt, så spændt at hun ikke kunne sove om natten. For der var blevet trænet og memoreret. Cirkelvolte, nik og buk.

Faren var omtrent lige så spændt. For han skulle løbe ved siden af og virke som om at der var helt styr på det. Og det var der skam også!

Første halvdel var "Funny Games", noget stafet på hest, to hold imellem. Der var forskellige opgaver, spisning af skumfiduser og heste-memo. Anna og holdet fik en flot 1. plads (til forældrenes overraskelse, se bare, vi har ikke engang helt fattet det endnu).

Og så blev det tur til kommandoridning. Anna + far alene på ridebanen, kun med Mor Karen til at sige hvad de nu skulle lave af kommandoer... Det gik så flot, og Anna bukkede pænt til sidst for dommerne.

Det gav pote - en flot 2. plads. Ud af 72 point fik hun 71. Og forældrene er selvfølgelig pavestolte! Vi vidste det jo godt, at hun kunne.
Desværre må vi begge indrømme at vi fik den der lille snert af pacende forælder, som overentusiastiskt hepper på sit barn, koste hvad det vil i forhold til alle de andre ligegyldige børn. Man bliver lidt bidt. Og om ikke andet, så må man både prale og brovte på ens egen blog - haaaa min unge er helt fantastisk! OL - here we come!

Om ikke andet, så gav det pote for en Anna, der kunne mærke at når man koncentrerer sig, så får man præmier. Og hesten gør lige præcis det man beder den om.

Hvabehva?

2010-06-12T22:30:00.003+02:00

På mit arbejde er det en joke, at jeg bliver mere og mere mormor-agtig. Ikke nok med at jeg elsker at hækle, strikke, sylte og bage, jeg ser også Barnaby med glæde, og køber Hendes Verden (strikke-opskrifterne er baaare så gode).
At jeg har forsøgt mig med stegt lever (ikke et hit), har et stort ønske om at lave mine egne grill-pølser og måske endda bliver endnu bedre til at henkoge, gør ikke min senior-stil mindre...
Den sidste dråbe var kalk-tilskuddet til maden.
Jeg var officielt +75!

Så lørdag aften foran flimmeren, under plaiden med en varm kop the, og med gode, gamle, gensyns-Barnaby på spillen, så var den i kassen.

Og alligevel sad jeg helt velvilligt og så på fodbold? Har jeg slået hovedet? Eller er der alligevel en lille rest snart-34-år-det-er-ingen-alder tilbage i mig??
Nuvel, jeg har dog heller ikke farvet håret endnu (omend jeg egentligt gerne ville have lidt reflekser og en ny-retro-agtig kjole)...

Mere suk...

2010-06-11T10:39:00.002+02:00

Gårsdagens tristesse havde en forklaring. Det var IKKE ren og skær depression der fik mig til at gå ud som et lys på sofaen kl. 20:30... Forklaringen var istedet vores gode, gamle ven streptokokker - igen! For 4. gang i år...
Anna har fået børnesår, og jeg har halsbetændelse.

Nu står den på sofa, piller, engelske lakridspastiller og en lille, bitte indkøbt dvd - (du ved, den slags hos supermarkedet som indeholder to romantiske komedier så tårer triller og man får smil på læben). Det har vi brug for. Men først skal vi se den film Anna har valgt vi skal se... imens tror jeg at jeg snupper en lur.

Suk

2010-06-10T19:33:00.003+02:00

Det tisser helt vildt meget ned. Og havetiden er lig med nul. Det er dybt deprimerende. Jeg havde ellers overbevist mig selv om, at regnvejr blot åbnede for muligheden for at pusle i drivhuset... Jeg æder det i mig, og bliver inde døre i stedet. Jeg orker ikke så flere ting, når jeg slet ikke kan ane hvornår det kan komme ud for alt det ukrudt.

I det hele taget er alting lidt trist - arbejdet tynger på en ikke så behagelig måde, symaskinen er sendt til rens i Århus (Oh, gru, kan først hente den i næste uge), alle romantiske dvd'er fra damebladene er set. Fodbolden overtage sendefladen og væk er engelske-nogenlunde-krimi'er... Aaaargh! Tror jeg må læse en bog!
Nogen forslag?

Hvad en dag blandt andet kan indeholde....

2010-06-01T19:59:00.005+02:00

I dag sendte vi farmand afsted på lejrskole... faktisk var det farmand der sendte os afsted i morges, for vi skulle umådeligt tidligt ud af døren... kl. 7!! Jeg er IKKE skabt til den slags, og tror også mine børn har bedre af de stille, vanlige morgner..

Anna havde tid hos ørelægen 8:15, så afsted til Århus i myldretiden. Hun klarede det så flot, fik lagt dræn i fuld narkose, og vågnede lidt omtumlet op.. Efter at ha' tanket op med en omgang morgen-croissant og varm chokolade var hun betydeligt lig sig selv - blot med den forskel at hun klagede over at alle mennesker råbte, og hun selv hviskede... Og så var det altså hjem for at hente hende lillesøster i børnehaven igen. For selvom klokken kun var 11, så savnede Anna hende for meget.

Derfor blev dagen i dag fyldt med skønne ting; Vi nåede til brillemanden med Thildes meget deforme briller. Vi nåede at spise is. Vi nåede at spille spil på et tæppe i haven. Vi nåede at plante nye blåbærbuske (kig i FAKTA), georginer, majs og tomater... Vi tror på at nattefrosten for 5 dage siden var den sidste omgang... Vi nåede at lege feer, og bade i gammelt vand fra vandtønden - endda så meget at man fik vådt hår.

Og som Thilde og Anna, Fe 1&2 leger en leg hvor de skal skiftes til at rende langs vores havegang iført vinger og bare tæer, så siger jeg rigtigt mor-agtigt: "Pas nu på tæerne når I løber, at I ikke slår dem", hvorefter Thilde kigger på mig og siger: "Nej, men det gør vi heller ikke, for vi flyver jo bare"... Nårh ja! Hvor dum må man være?

KolortelandNEWS

2010-05-31T08:28:00.006+02:00

Maj... hvordan var det nu lige det var? Det var endelig den måned hvor Thilde fik sin store drøm opfyldt - nemlig at komme hjem til hendes elskede grandkusine Isabella... for siden sommeren sidste år, hvor vi brugte tid sammen med Isabella og familie på Framnäs, har Thilde ugentligt spurgt "Må jeg godt komme hjem og lege hos Isabella?"... Svaret har været nej, for ruten Hornslet-Rønne er temmelig lang, kærlighed eller ej.

Vi blev dejligt indlogeret i Arnager i et fint lille fiskerhus. Der var havudsigt og solskin, og idylliske omgivelser.

Der blev kigget på fiskerbåde og snakket om fisker-anerne fra nordjylland...

Der blev hygget, spist og skabt endnu stærkere bånd til Farmoster Jette - også kendt som "den anden farmor"... Anna græd som pisket i 45 minutter over at skulle hjem i seng, og man kunne sikkert høre "Mooooooster Jeeeeette" over hele Arnager....

Og når den ene søster er dybt ulykkelig over savn og kærlighedssorger, så er det jo sjovt som den anden søster blomstrer op og bliver et virkeligt dydsmønster... Thilde i gang med at cykle (knib dig i armen), helt selv!

Kusine Adea holdt 3 års fødselsdag, og blev fejret på behørig vis med lys, gaver og morgenbord...

Vi tog på Adeas fødselsdag i sommerfugleparken, da det regnede... her var der mange, smukke og store sommerfugle!

Moster Jette havde sørget for alting - og lidt til, så ud over det skønne hus var der selvfølgelig også fyldt op til dejlig morgenmad... Her nyder vi morgensolen mens vi spiser i vores lille, bitte hus (som engang havde huset 9 børn, 2 forældre samt 2 bedsteforældre)... man kunne bruge lang tid på at gå rundt og prøve at tælle hvor man kunne placere 9 børn...

Vi besøgte også Helligdomsklipperne, flot men ikke lige min kop the, sådan noget med løsgående børn, højdeskræk på egne og andres vegne samt steeeejle skrænter.... men smukt, bevares!

Med hjertet oppe i halsen i gang med at forevige Thilde med faster Lotte....

På Arnager strand i gang med at lede efter dinosaur-spor, kigge på flade sten og nyde solen...

Og selvfølgelig - til Natashas konfirmation, som jo var hovedformålet med rejsen til Bornholm. Jeg har aldrig været på øen før, men det kunne sagtens blive til et gensyn. Jeg er ret begejstret!

Vi drog også til Odense for at fejre faster Mettes fødselsdag....

Det var en dejlig forårsdag i det grønne....

Thilde fik nyt mandligt idol i form af John - om det var bilen der gjorde udslaget vides ikke, men herfra forlyder det at John er inviteret til fødselsdag... specielt hvis han tager sin blå bil med... (for så kan alle mine venner også køre i den mor, ligesom vi gjorde det)...

Og HVOR mange piger kan sådan en lille blå bil så indeholde?

Jeg tror de nåede op på 7.....

Oldemorfirkanter nok...

2010-05-23T18:24:00.001+02:00

Endelig! 204 stk oldemorfirkanter er det blevet til.. og tæppet til Thilde ligger umiddelbart lige til højrebenet. Hvad jeg IKKE havde overvejet er, hvor lang tid det tager at stoppe ender væk.. bunken virker som et overflødighedshorn, der blot bliver ved med at flyde med ustoppede oldemorfirkanter... Pyhhhhh! Heldigvis skaber det mulighed for fjernsynsaftner et stykke tid endnu... Jeg tror jeg glæder mig.

Besøg

2010-05-20T18:24:00.001+02:00

I dag fik vi besøg af en robot med rød slasketunge... den stod pludselig ved siden af mig, da jeg sad og spiste morgenmad. Og selvom jeg jo er lidt gammeldags og uteknisk, så synes jeg faktisk at denne robot er noget helt specielt dejligt....

Glædeligt forår

2010-05-18T17:27:00.002+02:00

Endelig kom varmen... efter et par kolde men dejlige dage på Bornholm, har pigerne og jeg nydt at holde fri hjemme i haven. Jeg har nemlig haft fritirsdag. Jeg har ikke nået at være i haven, men det har tøserne i stedet. Og det er øjeblikke som disse, hvor de glade løber rundt og leger, iført cykelhjelm, poncho og gummistøvler (og et enkelt par underhylere), at jeg føler at et eller andet i forældrelabyrinten alligevel er lykkedes. Sådan ønsker jeg de skal tænke tilbage på deres barndom... uden snerpede hæmninger der siger at rende nøgne rundt er fy-da-føj. Uden at tænke på UV-filter i faktor 20, eller om tøjet bliver beskidt. Bare være, lege, mærke solskinnet på kroppen og nyde....

Barcelona

2010-05-11T07:43:00.013+02:00

Endelig er der blevet tid til at lægge lidt ud om vores Barcelonatur. Ankomst Bededag, og hjem igen mandag. For første gang har jeg haft følelsen af IKKE at ha' set alt det jeg gerne ville - normalt plejer jeg at være klar til hjemtur sidste dag, men Barcelona indeholdt så meget mere, end vi havde haft tid til at se. Så tanken om at komme tilbage er der klart.
Byen er fuld af farver, mønstre og dekorationer. Lige som jeg elsker det! Og det mindede mig om, hvorfor jeg måske egentligt også forlod arkitektfaget - det farverige, skæve og organiske er ikke på dagsordnen med mindre man er til halmhuse... eller pinligt romantisk anlagt (og det er heller ikke in, vel?). Men i Barcelona har det ihvertfald engang været, og byen emmer af en mærkelig cocktail af stringent orden og flippet rod. Og det var også sådan jeg opfattede Catalanerne - ikke så sydlandske endda, måske endda lidt nordeuropæiske i deres væremåde, og så alligevel med farverigdom, fyrrighed og sprælsk energi under overfladen.

Vores første hele dag, lørdag, kom til at foregå i Gaudís tegn. Vi begav os ud på jagten efter geocaches i Barcelona i retningen af Parc Güell. Undervejs så vi smukke huse, palmetræer, sydlandske kirker og kontraster.

Geocachen som vi ledte efter fandt vi aldrig. Det blev til pustepauser på bænke, for stigningen til Parc Güell er høj. Men til sidst befandt vi os udenfor noget træ-skov halløj, og havde fundet en bagvej ind. Jeg er egentlig taknemmelig for at vi gjorde det, for umiddelbart virkede det som om vi blot havde fundet vej til en park - du ved, sådan en med træer, stier og mennesker på tur...

Første tanke var, hvorfor de dog flippede sådan ud i turistbrochurerne... men på vej ned af en sti, fra toppen af parken og ned mod øverste plateau, kunne man ane hvordan parken flot lå placeret med udkig over hele Barcelona. Og så kunne jeg ikke lade være med at mærke det boble i maven af fryd over noget så skævt og skørt. Og ikke mindst smukt.

Vi gik klart efter at komme til at sidde på "Slangebænken", en laaang, snoet betonbænk med kakler i skønne mønstre. Da vejret var godt, havde alle andre fået samme geniale idé, og mine billeder ligner langtfra det som vi havde set i Politikens "Turen går til"-bog, hvor billederne viser den smukke bænk med 2-3 mennesker på. Jeg gætter på de er taget om vinteren tidligt om morgenen....

Men den var smuk, så det gjorde helt ondt. Og min hjerne gik straks igang med at planlægge hvor min slangebænk skal være... nede i haven, ved terrassen... eller i drivhuset måske?

Slangebænkens bagside/underside danner loftet i en søjlegang. Også her var der fortryllende med det stramme søjlemønster mod de smukke mosaiklofter.

Vi brugte en hel formiddag og det meste af en eftermiddag på at gå rundt. Stedet åbner hele tiden op for nye, mærkelige oplevelser, og man går forbavset, mættet og glad derfra.

Efter turen på bakken gik vi hjem for lige at smide de store jakker, for vejret var godt, 25grader og solskin. Vi besluttede at tage en bustur rundt i byen, for så kunne vi også hvile vores efterhånden ømme fødder.

Da vi ankom til Gaudís hovedværk, La Sagrada Familia, var vi dog alligevel nødt til at stå af bussen for at kigge. Vi kunne ikke vente, selvom det var planen at tage det næste dag.

Der bygges stadigvæk på stedet, og selvom værket har været 120 år undervejs, så forstår jeg til fulde hvorfor man ikke stopper sådan et byggeri. Det er fortryllende og fantastisk.

Facaden med Jesu fødsel kunne man kigge på i timevis, og en detaljerigdom var helt utrolig.

Efter en is fortsatte vi turen med bussen, og kig derefter trætte og lettere ømfodede hjem for at nyde aftensmaden klokken meget sent!

Næste morgen startede vi med at tage byen rundt med turistbussen for at se den anden halvdel, og her kunne vi kigge på svævebane fra havnen til Montjuïc - godt jeg ikke skulle derop!

Vi havde om eftermiddagen en tur til den gamle bydel, og så blandt andet et fint bymuseum med nogle flotte romerske udgravninger af den gamle by. Her kunne man gå rundt og se store dele af byen gennem gulvet, og det var rigtigt fint.

Et par stop på vejen hjem for lige at kigge en gang til på Casa Battló, som bare er for fantastisk. Hvis jeg kunne undvære alle turisterne, så ville jeg gerne bo i sådan et hus - eller tilskynde vores arkitekter til at lave ting som er lige så skøre, levende og fabulerende.

Et optog af grædende enker blev det også til... en eller anden katolsk ting, som vi ikke forstod, men ikke en begravelse - så meget tror jeg vi fattede.

Og pludselig skulle vi til at tage hjem. Mandag morgen tissede det ned, og vi vadede byen rundt i plask-regnvejr. Heldigvis kunne vi krybe i ly på det lokale marked, sådan et som jeg ville ønske at vi danskere kunne få øjnene op for. Det undrer mig virkelig hvordan vi lader os nøje med vaakumpakkede kødpakker, garanterede-salmonellafri-men-også-pumpede-og-neutralmarinerede-kyllingefileter, halvrådden frugt og grønt. Og jeg skammer mig over at tage hjem til et land, hvor vi i hygiejnens og industriens navn betaler for at få gamle køer på middagsbordet, grise i stalde så store som Bornholm og æg fra høns som lever et liv jeg end ikke vil unde min værste fjende. AD!

Her var det kvalitet i højsædet, friskhed (ja, man kan se om en høne er frisk fordi den faktisk stadigvæk har hovedet på), et kæmpe udvalg i udskæringer, fiskearter, tomattyper og alt muligt andet. Hvis jeg kunne, ville jeg ha' stoppet min kuffert fuld af artiskokker som var dugfriske, en sortfods-skinke og et par kilo blandede muslinger... men jeg lod være, og nyder i stedet tanken om, at der stadigvæk findes nationer hvor det ikke er domineret af kæder af den ene eller anden halvdårlige bager, men derimod små konditorer, som nøjsommeligt stabler små kager i vinduet så du bliver så lækkersulten, at du bare MÅ købe det hele.

KolortelandNEWS

2010-04-29T10:34:00.003+02:00

April har været hurtig, dejligt fyldt med solskin, masser af arbejde, weekender i haven og håndværkere på underlige tidspunkter, altid klar til at kigge ind af vinduerne.

Arbejdet med at understryge tagsten brugte Mikkel omkring et år på - arbejdet med at pille hele taget ned tog 4 mænd en dag... og så blev det kørt på lossepladsen. Enkelte tilbageslag i ombygningen er det blevet til - alle vindueslysninger som var helt færdige, skal laves fuldstændig om. Enkelte steder skal males igen, da det regnede ind undervejs. Men også fremskridt må man sige; et tag der holder indtil vi engang er døde og borte - og gerne længere. Ingen vandpytter rundt omkring mere. Nyt lækkert stjernekigger-vindue i soveværelset i dobbelt højde...

Og luksusen ved at betale folk for at gøre arbejdet. Ikke at jeg bryder mig om det, faktisk. Jeg tror ikke jeg er skabt til at have "folk" gående til hånde for mig. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det, og vil egentligt hellere selv klare ærterne. Men disse ærter var for store.

Haven har fået en ordentlig omgang, i drivhuset spirer det hele frem. Salat, georginer, solsikker, purpursolhat, agurk, tomater og chili... det pibler frem. Krukkerne er blevet plantet til med lavendler og stedmoder/kanutter.

Og i bedene begynder blomsterne at springe ud. Jeg elsker den forvandling der sker. Ting dukker op, som jeg havde glemt var der sidst. Farver dukker op, og forsvinder igen. Om lidt kommer alle tulipanerne.

Pigerne, de blomster også. Anna er startet i tidlig SFO, og går derfor ikke i børnehave længere. Hun blev lige pludselig stor, og kan så meget. Hun har kun suk og prusten til overs for Thilde der spørger om de begge skal i børnehave... man går vel ikke i børnehave mere, altså! Hun har det godt, og elsker det. Men sådan er hun jo, hende Anna. Som en af pædagogerne henkastet havde sagt til Mikkel, da de stod i børnehaven og snakkede om at Anna og Thilde ikke ligner hinanden ret meget: "Ja Anna, hende kunne man køre væk i en trailer fuld af lort, og hun ville stadig ha' det skønt"... Det rammer ret godt hvordan Anna er - glad der hvor hun er, og tilfreds.

I SFO'en kommer hun hver dag hjem og fortæller om de nye venner hun har fået. Et par stykker bliver det til om dagen. Hun kender allerede stort se alle ved navn og klassetrin, og leger med hele banden. Anna elsker mennesker... og hun elsker dyr - denne søde kat kommer på besøg hver dag. Vi kalder ham Thomas O'Malley, og mistænker at han og Trunte er lidt kærester...

Thilde, hun er alene i børnehaven. Hun indtager den lidt hver dag, og har først nu begyndt at lege med egne legekammerater hjemme hos andre. Indtil videre er vi oppe på 4 forskellige, men ligesom med Anna kommer der hele tiden nye sedler med legekammerater med hjem. Det virker som om at hun lige skulle nå til en bevidsthed om at hun selv skulle skaffe sig venner, for de har jo været der hele tiden. Men ofte var det Anna der havde nogen med hjem, dvs dagligt. Og så ryger man jo nok lidt om bag i køen når man hedder Thilde.

Og så har man jo lige fået lært sin mor, hvordan man fletter fiskehale-fletninger. DET er et hit! De holder godt på håret, bedre end så mange andre frisurer vi har prøvet. Og man behøver ikke hyle helt så meget...

Suk! Hjerte brist ikke...

2010-04-29T10:00:00.003+02:00

Jeg skal snart afsted på ferie. Forude venter tur med manden til Barcelona. Derfor skal jeg indenfor de næste dage aflevere mine børn - de to som jeg elsker, krammer, snakker med, og som fylder omkring 98% af min bevidsthed i mine vågne timer. De to som jeg ønsker hen hvor peberet gror i splitsekunder, hver morgen når jeg forgæves endnu en gang forsøger at iklæde Thilde sit tøj (som hun tager af igen, når man vender ryggen til), eller Anna som bare ikke lige helt har styr på alting, og som kommer til at spilde stort set hele morgenmaden ud over et areal på 10m2 hver morgen. Ikke med vilje, nej, jeg ved det godt, men fordi hun kravler rundt, har sin koncentration 100 andre steder end ved sin tallerken...

I forgårs sad vi stille efter aftensmaden sammen i 1½ time og syede. Jeg på et par bukser, som jeg havde en drøm om at jeg skulle have med til Barcelona og være smart i (det må blive næste gang, når jeg lige har tabt 5 kg eller fået taget mig sammen til kosmetisk bortoperation af kødaltanen på maven, for det blev godtnok små de bukser)...
Pigerne de syede af resterne. Anna et par bukser til sin Build-a-bear, og Thilde syede både et par gule vanter og en flyverdragt til sin bamse... de havde selv klippet det hele, og vi hyggede bare så dejligt.
De har været så søde, har hjulpet med borddækning, opvaskemaskinefyldning, har børstet tænder og taget tøj på uden at skrige. Nu får jeg jo lyst til at pakke dem ned i kufferten istedet for at efterlade dem i den trygge havn som hedder farmor og farfar. Pigerne glæder sig helt vildt. Det gør jeg også, jeg skal bare lige nå at sukke lidt, overbevise mig selv om at flyveturen ER et nødvendigt onde for at kunne komme til at spise tapas og se Gaudi-bygninger... og bare være kærester med min dejlige mand.

Tulipanfest

2010-04-03T18:00:00.005+02:00

April er tulipantid. Jeg elsker tulipaner! Jeg tror jeg blev "bidt" engang for lææænge siden, da jeg som 8-årig var med mine forældre i Holland i en tulipan-park. Det lyder måske temmeligt dødsygt for en 8-årig - og jeg er sikker på at jeg ikke har virket interesseret - men jeg husker alligevel alle markerne på vejen derned. Og farverne i parken, som var enorm. Tæpper af tulipaner i alverdens nuancer, sorte, røde, rosa, hvide.

I dag var vi på besøg på et gartneri/stutteri, for at køre i hestevogn. Jeg var nødt til at gå amok i tulipanerne og kom til at købe lidt... og eftersom jeg de sidste dage har købt flere buketter hjem, nogen af dem med løg (kryds fingre!!), så var her oplag mulighed for at forevige tulipanfesten i Kolorteland og omegn....

KolortelandNEWS

2010-03-31T08:21:00.006+02:00

Marts. En måned så fuld af sne, at man troede det var løgn. Jeg husker min far fortælle historier om hvordan det enkelte gange godt kunne sne på hans fødselsdag 5. marts, så gæsterne ikke kom. Meeeen alligevel. Og pludselig er det væk. Og frem myldrer varmen, blomsterne, ukrudt og udeliv. Det er skønt.

Med udgangen af marts kom også farvel til Børnehaven Mosegården for Annas vedkommende. Hun, som var et ægte Mosegårds-barn med mudder, udeliv og hvad dertilhører af dyr og krible-krable, skal nemlig starte i SFO. Hun starter tirsdag efter påske. Og skal gå i 0.D efter sommerferien. "Vi" er kommet i en klasse vi har god tillid til - vi kender ca. halvdelen fra både børnehave og ridning. Og nu tænker folk udenfor Kolorteland nok "ja, ja - hvor stort kan det så være", men der var 3 klasser hun kunne være havnet i. Vi er glade for at det er en stor klat Mosegårds-unger i den samme klasse, for det smitter måske af på hvordan "man" må være. Hvor meget man skal sidde stille... og specielt IKKE sidder stille.

Farvel-festen i børnehaven var en dejlig forårseftermiddag. Vi så på alt hvad de havde lavet hele året. Plantet frø, kigget på planter i marken, set på dyr under lup, snittet smøreknive og knagerækker, slagtet kaniner og spist dem, kogt dyrekranier og saltet rådyr-ben... drukket varm the for at varme fingrene og kælket. Jo, jo, det er ikke kedeligt i Mosegården. Og vi er taknemmelige for, at netop vores børn har muligheden for at vi kan vælge sådan et sted til.

Påsken har budt på flere besøg. Både farmor og farfar og Moster Susanne har været indskrevet for at hjælpe med at male på vores projekt ovenpå. Det bliver så FEDT! Og enden begynder at kunne anes.

Sammen med Moster Susanne var vi onsdag 31. i Hornslet kirke og se Sigurd Barret fortæller Bibelhistorier. Det var også fedt, og mine unger nødt det. Thilde var fuldstændig forelsket i "Snapper", og ville meget gerne have ham med hjem.

Anna bestod den tidlige religions-test, og svarede (til forældrenes store tilfredshed, helt uden at lyde frelst) rigtigt på spørgsmålet om hvem der var Guds søn. Pyyyyyh, tænk hvis hun havde sagt Ronald McDonald!

Tøserne nød det, de tog 1. parket og dansede rundt sammen med Jasmin fra børnehaven. Og vi andre - vi nød det også. Og kan kun anbefale at købe børnebiblen med 2 DVD'er. Her redder man sig flere fordele:

1. Ens børn bliver endnu en gang stivet af i essentielle kristne fortællinger

2. Man får Sigurds sange på hjernen og går rundt og synger hele dagen...

3. Man får 7 timers underholdning med lødigt indhold (nogen vil dog mene indoktrinerende), som kan kan smække på spillen helt uden dårlig samvittighed - og dermed 7 timers forældre-tid uden børn...

-Jeg siger bare: Køb den! (og nej, så længe snakkede jeg ikke med Sigurd, at han har fået mig til at reklamere mod at få procenter...).

Og ellers: Trivialiteter, så som 3. omgang halsbetændelse med efterfølgende penicillin-behandling er i gang. Thilde er en sur lille sag, som nogen gange skal behandles som et råddent æg - for hun kaster med ting når hun bliver sur, og det gør hun hurtigt - derfor er de første ridser i brillerne også en realitet.

Nu er det april. Og haven venter. Det er bare så fedt, at det ikke er til at tro. Anna har tjent sin første 20'er i snegle drab. Men endnu er vi optimistiske, og tingene spirer frem overalt. Hurra!

Kærlighed

2010-03-29T20:27:00.003+02:00

Vi har ferie. Og derfor bliver dagene lidt længere. Der er mere tid, og derfor også tid til kærtegn. Mere tid ihvertfald. Og i eftermiddag blev det tid til kattekærlighed, som ikke er så værst. Hvem vil ikke gerne være kat?

Violer

2010-03-27T18:03:00.002+01:00

Foråret er kommet, selv til kolorteland. Og i dag måtte jeg i årets første tur til plantecenteret. Efter at have formeret violer og stedmoderblomster de andre år, og vente til de kommer frem, ja så måtte jeg bare købe nogen denne gang.

Og håndled eller ej, så måtte jeg også lige hækle dette armbånd. Når man lige er i stødet, så må man jo... og jeg har fået nogle dejlige piller som gør det hele udholdeligt. Så en lille ting var ok, når jeg nu endda har ferie, og ikke skal lave så meget med hænderne ellers...

What a day...

2010-03-23T07:47:00.003+01:00

Jeg har fridag i dag. Den første i meget lang tid, hvor der ikke er nogen syge, eller jeg alligevel skulle på arbejde, eller noget andet som betyder at jeg ikke kun er mig. Det er jeg i dag. Og jeg fik endda lokket manden til at tage børnene med i børnehaven. Tidligt... det giver mig yderligere 2 timer på morgenkanten. Det er godt.

Jeg har tusind ting jeg skal. Men billederne her viser de ting jeg gerne vil... en helt ny bog skal snart åbnes. Og mit sengetæppe til Thilde-projekt skal udbygges. Det sidste har vist sig sværere end jeg troede. Oldemorfirkanter er i sig selv "piece of cake", men jeg har fået frygteligt ondt i håndleddene af at hækle. Så ondt at jeg dårligt nok kan holde om en kokkekniv, eller feje mit køkkengulv. Jeg har i den grad måtte lægge låg på entusiasmen om at det der sengetæppe var færdigt inden måneden er omme. I stedet har jeg givet mig selv lov til at hækle en enkelt oldemorfirkant hver dag. Kun en! Kan hurtigt regne ud at hvis det tæppe skal være færdigt inden året er omme, så er jeg heldig...

Oprydningsiver

2010-03-15T08:59:00.002+01:00

Foråret er nær; jeg kan mærke det indeni. Jeg vågner tidligt om morgenen, i stedet for at være totalt bevidstløs som jeg ellers har været en stor del af vinteren. Nu gør det ikke noget at slå øjnene op kl 6, for lige om lidt står solen op. Min trang til rengøring presser sig mærkeligt nok på, og der er blevet støvsuget, vasket gardiner, ryddet op i bøger og på hylder, støvet af. Sidste weekend blev det til en afrimning af fryseren. Noget jeg IKKE ellers sådan plejer at gøre - faktisk kan jeg huske at have gjort det en gang tidligere i dette hus. Og netop denne weekend har vi boet er i 5 år.

Oprydning kan være træls, men lige det med fryseren betød også at jeg blev klar over HVOR meget frugt jeg egentligt havde i den. Nu er nytårsfortsættet med søndagsdessert blevet skærpet, og det hedder nu "søndags-bær-dessert" for at bringe bestanden lidt ned. Eller faktisk meget - for lige om lidt vælter det ind igen med høst.

I går blev det til en krumle-kage med hindbær, brombær og æbler. Det KAN være behageligt at rydde op...

Chokoladeknappen

2010-03-13T21:08:00.008+01:00

Vi var i Billund og hente Anne og Duncan hjem... MED chokoladeknappen, som vi har længtes efter uden at vide hvem det var. Nu var de her, pludeslig, og med en kæmpe velkomst-kommité. Det var fantastisk, klump-i-halsen-agtigt at gå og spejde efter dem igennem glasruden. Pigerne var spændte, og havde siden vi stod op sagt "hvornår kommer Samuel"?

Og så kom de ud til os alle sammen. Jeg synes dette billede tangerer "årets pressefoto" (specielt fordi året er så nyt endnu). Anne og Samuel kom roligt ud til os alle - og et spejlvindue kom pludselig til at se ud som et billede på væggen - et billede med alle de ventende, spændte familiemedlemmer og venner. Det hele lidt kaotisk, fyldt med flag - danske og engelske - banner, hoveder og dynamik. Jeg er vild med det billede - og jeg har selv taget det!

Og han tog det så pænt, ham Samuel. Han havde endda overskud til at smile til os. Jeg har et utal af billeder af folk der nænsomt stryger ham på kinden.
Han var smuk og dejlig, og specielt Anna blev vist lidt forelsket. Det gør heller ikke noget, for indtil videre har hendes forelskelse været i Duncan. Det har jo givet os lidt betænkeligheder ved at kunne li' Anne så meget, for flerkoneri er endnu ikke en mulighed... Men Samuel, han er da lige til at blive helt forelsket i.
Thilde - hun fik sig nogle kager. En hel del faktisk. Og på vejen hjem var der helt stille i bilen. Jeg tror børnene sover, da det tørt kommer fra bagsædet: "Jeg har spist 100 kager - mindst!"... Det tror vi på!

KolortelandNEWS

2010-03-01T17:57:00.007+01:00

Sørens osse! Det skete igen! Jeg glemte at skrive et kolortelandNEWS i tide, for at det kunne ligge i den rigtige måned i kalenderen.... 2010 har slet ikke haft et NEWS endnu. Det er pinligt! Ihvertfald synes jeg det er irriterende at have så travlt, at tiden forsvinder. Det sker nogle gange om året (eller faktisk hver dag), at vi har så travlt, at vi snurrer rundt om os selv. Med hvad dog?

Tja, jeg fandt pludselig ud af at det var fastelavn. Jeg der de andre år møjsommeligt har siddet og syet i ugerne op til. Jeg tog en hurtig beslutning i år, og manipulerede dem til at tro, at de gerne ville være det samme som sidste år. Dermed også et spinkelt håb om at modtage Hornslet-award for fineste udklædning ligesom sidste år, men blot med den forskel IKKE at gå fra pladsen før det hele var afgjort, så vi også kunne modtage præmien...

Lad os bare konkludere, at planen slog fejl. Ugen op til fastelavn lå pigerne med ondt i ørene og feber, efterfulgt af mig og pigerne med ondt i ørene og feber... Lørdag kravlede vi ned i byen, Thilde som kaktus, Anna som hurtigt-improviseret-bondepige, og Mikkel og jeg som det tynde øl. Lørdag eftermiddag blev Mikkel syg... og vi lå derfor alle hele ferien brak og så Barbie-film.

Vi har lært følgende:

1. Lad være med at planlægge at du skal bygge på 1.saleni ferien, det bliver alligevel ikke til noget.
2. En 3-personers sofa er helt klart for lille, når man er 4 - også selvom de to af dem kun er i halv størrelse.
3. Penicilin er en god opfindelse, og vi havde rig mulighed for at afprøve hvilken farvorit-yoghurt hver især har.

Omkring 6. februar blev det til en tur til Silkeborg, da farfar Uffe havde fødselsdag. Det var superhyggeligt, og en dejlig kold søndag formiddag gik vi en tur ud på en stivfrossen Silkeborg Langsø. Det er ikke så tit man oplever det, og pigerne syntes det var sjovt. Det gjorde vi andre osse.

Der var lavet en stor skøjtebane rundt, turen tog 45 min at gå, så det var pænt stort. Det var lige før vi havde lyst til at ønske os skøjter, og Anna har besluttet at hun både vil ønske sig ski og skøjter i fødselsdagsgave - måske vi kan få det billigt der i juni?

Vinterferien forsvandt som sagt i dynerne, men en enkelt dag ude blev det alligevel til. Den sidste søndag besluttede vi at gå en vintertur, for vejret var så smukt. Der blev pakket picnic-taske med varm kakao, hjemmebagte cookies og varmt tøj.

Det var monsterglat, og vi gled rundt. Da vi kom til det åbne landskab blev det hundekoldt, og sneen var rigtig dyb. Vi sled for at få slæderne til at køre, og vi anede at denne tur ikke helt ville blive det vi havde troet.

Mens vi går kommer der 23 hvide svaner flyvende forbi. Så bliver det vist ikke mere idyllisk, vel?

Humøret var stadigvæk højt, og tanken om varm kakao og cookies lunede. Men det var hårdt og koldt at gå, og ungerne blev mere og mere mugne. Vi kom præcis til mit 1 km mærke på løberuten inden vi opgav og satte os ned for at proviantere.

Det var skønt, og efter optankningen virkede det som om at det nok skulle gå alligevel. Maverne var lune og ny energi flød...

Alligevel endte hjemturen som noget fra "Det lille hus på prærien"... man skal høre vindens susen for sig, en far (bredskuldrede Mikkel "Charles Ingalls" Gaarde) der slæber på en slæde med knækket snor, med en stor hylende unge i. Mor Lina "Caroline", slæbende på lille unge der helt har mistet sine lemmers fulde brug, i en strøm af snot og tårer. Tabte vanter, en mor der vender om for at redde den fra det knæhøje sne, unge der skriger... og alligevel bliver de alle reddet til idyl.
For Thilde fik en snetap at sutte på... hvorefter Anna (som stadigvæk er temmelig muggen) surt siger "det må man altså ikke, nede i børnehaven siger de at der kan være fuglelort på dem"!...

Nå meeeen... det er jo også rigtigt. Hun er så klog. Men prøv lige at vriste den elskede istap fra Thilde? Hellere tage et par dage med maveonde så, blev konklusionen.

Og efter denne sindsoprivende fortælling, ja så er der ikke så meget mere at sige. Vi er indendøre. Kigger ud på snevejret. Har bygget en enkelt snemand. Leger "Shanes verden" med limpistol og gamle toiletruller. Bager kager, laver kødboller og bager croissanter der ser lækre ud, men som bliver tørre når man vender ryggen til. Vi snotter og hoster, gør pletvis rent. Mikkel murer det sidste ovenpå og har fået tapetseret pigernes værelser.

Vi har mus alle vegne, og særligt i Thildes Harry-Potterværelse under trappen, og resultatet er, at Thilde er flyttet ind på Annas værelse, til begges store fornøjelse. De har faktisk besluttet at de også vil sove sammen ovenpå, og så have et legeværelse.. Det er skønt! Kun 1 godnat-historie, et sæt-jeg-vil-høre-tre-sange-fra-oldemors-højskolesangbog, et sæt fadervor. Og de har det endda godt med det...

Jeg tror vi overlever!

Village Frock

2010-01-21T07:50:00.004+01:00

Jeg finder en stor del af min inspiration på internettet. Denne søde kjole fandt jeg her: http://2pinde.typepad.com/med_2_pinde/2009/05/index.html en dag jeg surfede rundt. Den var skøn og jeg købte den straks her: http://sugarcityjournal.blogspot.com/2008/08/village-frock-pattern-is-ready.html

Den har ventet længe, men indkøbet af stof i sølv engang i maj, fik mig til at ville vente lidt. Den er perfekt til nytår tænkte jeg, og der gik sørme også en masse måneder med alt muligt andet.
Den blev færdig til nytår, Village Frock, og den er skøn. Bare det at få en smuk kuvert ind af døren, med et smukt snitmønster fra USA, gør det hele lidt mere eksotisk. Kjolen var nem, men ikke superhurtig at sy. Det tog mig en hel lørdag, for der skal rynkes en del. Og man bruger en hel det stof på de mange fine detaljer. Men mønsteret er nemt at gå til, og der skal helt sikkert syes flere. Jeg satser på noget fint bomuld/hør-halløj som falder flot, i en smuk farve uden mønster. Klar til foråret, lige om lidt.
Og Anna, nu synes selv hun ligner en prinsesse i den... det gør jeg også!